Joey Moe kæmpede for at finde sin indre rebel

På trods af familielivet som far er der stadig vildskab og rock and roll gemt i hitmageren Joey Moe.

Sangeren Joey Moe spiller rebellen Britney i Queen-musicalen “We Will Rock You”, der har premiere i Royal Arena 19. april. Her optræder han på scenen i Tivoli til Fredagsrock 2015. Foto: Scanpix/Torben Christensen
Offentliggjort Sidst opdateret

Når den berømte Queen-musical “We Will Rock You” får premiere i Royal Arena onsdag, står den på underholdning i vildskabens tegn med masser af rock and roll.

Det stjernespækkede cast, der blandt andet tæller kendte ansigter som Niels Olsen, Szhirley og Joey Moe, har alle forberedt sig på premieren de sidste mange måneder.

Udfordring for Joey Moe

Og for hitmageren Joey Moe, som spiller oprøreren Britney, har det været lidt af en udfordring at finde sin indre rock and roll-rebel frem.

– Til at begynde med var det lidt svært, fordi jeg skal spille en ret vild rolle, hvor jeg skal råbe, skrige og slås. Og jeg plejer jo at opføre mig ordentligt.

– I starten fik jeg tit at vide, at jeg bare skulle give den mere gas, selv om jeg faktisk syntes, at jeg gav den gas. Så jeg kunne godt mærke, at jeg måtte grave lidt i mine rødder for at finde en indre Amager-ting frem, fortæller han og refererer til sin opvækst på Amager.

Stadig vildskab gemt i sangeren

Men selv om der er knapt så meget rock and roll over hverdagslivet som familiefar, så er der stadig lidt vildskab og rock and roll gemt i sangeren og hitmageren.

– Sidste gang jeg skulle optræde til Fredagsrock i Tivoli, fik jeg tatoveret “rock” på hele hånden en time før showet, bare fordi det var den dag, siger Joey Moe.

– Jeg havde så også et forklaringsproblem, da jeg kom hjem, griner han og forsikrer, at det altså ikke er noget han gør, hver gang han optræder.

Om den populære sangers kæreste kan se frem til en ny spontan tatovering efter onsdagens optræden, må tiden vise.

Queen-musicalen, som er skabt af den britiske komiker og forfatter Ben Elton i samarbejde med Queen-medlemmerne Brian May og Roger Taylor, har spillet i mere end 28 lande og er en af de største musicalsucceser nogensinde.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS