Johannes Møllehave sendt på plejehjem
En svækket Johannes Møllehave er nu flyttet fra hospitalet til et plejehjem.
80-årige Johannes Møllehave er stadig svækket efter faldulykken to dage før sin fødselsdag i januar.
Derfor har den tidligere forfatter og foredragsholder tilbragt det meste af 2017 i en hospitalsseng.
Kommer formentlig ikke hjem igen
Det ender formentlig med, at Johannes Møllehave ikke kommer hjem igen. Det fortæller hans søn, Tomas Møllehave, til BT:
– Han er kommet på plejehjem. Det var et nødvendigt valg, for han er stadig meget usikker på benene og kommer derfor nemt til at falde. Og så husker han ikke så godt, mister fornemmelsen for tid og rum. Så hospitalet sagde, at han ikke kunne få lov til at komme hjem, siger han til BT.
Trives på plejehjemmet
Johannes Møllehave er flyttet fra Frederiksberg Hospital til plejehjemmet Ingebordgården på Frederiksberg. Her trives han:
– Han er glad. Vanvittig glad for at være kommet på plejehjem. Han trives virkelig derovre, fortæller Tomas Møllehave til BT.