Johnny Reimar om sin succes: Min kone har ordnet alt

- Hvis ikke ens bagland er der, så kan man ikke yde det, som jeg har gjort, siger entertaineren om sin Annie.

– – Jeg fylder jo 75 år den 12. juni, vi fejrede guldbryllup sidste år, og så er vi blevet oldeforældre, så der har været masser af fejringer, fortæller Johnny Reimar. Foto: Søren Gylling
Offentliggjort Sidst opdateret

Et job i 1966 blev skæbnesvangert for Johnny Reimar.

For 52 år siden blev han hyret til at spille under et modeshow, og tanken om de smukke kvinder var med til at få ham til at sige ja. Men mellem de mange yndige modeller var der kun én pige, der fangede hans blik: Annie.

Parret faldt pladask for hinanden og giftede sig året efter. I sommeren 2017 kunne Annie og Johnny Reimar fejre guldbryllup efter 50 år sammen som mand og kone, og i år har den rutinerede herre endnu et jubilæum. Han har været 60 år i musikbranchen.

– Hvis ikke ens bagland er der, så kan man ikke yde det, som jeg har gjort, fastslår den 74-årige entertainer.

– Jeg har en fantastisk familie og fremfor alt en fantastisk hustru, som har sørget for, at alt var i orden derhjemme. Det skulle jeg slet ikke tænke på, fortæller den folkekære musiker.

I sin glorværdige karriere har han hittet med Smølferne og signatursange som “Lille fregnede Louise”, “Sikke’n fest” og “Du burde købe dig en tyrolerhat” ved siden af arbejdet som producer, tv-vært og talentspejder.

Alt dette har han opnået med Annie som sit anker.

– Det har været derfor, jeg har kunnet slå mig løs i branchen. Ikke kun med min egen karriere, men også med at hjælpe andre afsted, siger Johnny Reimar, der blandt andre har arbejdet med Savage Rose, Birthe Kjær og Brødrene Olsen.

– Jeg rejste rundt i USA og i England og producerede til danske navne. Alt det har jeg kun kunnet gøre, fordi jeg vidste, jeg havde en derhjemme, der tog sig af familien og holdt sammen på den, fortæller han.

Annie og Johnny Reimar er forældre til en datter og tre sønner og har fået seks børnebørn og et oldebarn.

I anledning af parrets guldbryllupsdag sidste år beskrev Johnny Reimar det at være fra en tid, hvor man reparerer ting, der er i stykker, og ikke bare kyler dem ud.

Respekt, tolerance og en grundlæggende dyb kærlighed udgør nemlig trioen i parrets ægteskab, fortæller Johnny Reimar.

– Det er især et spørgsmål om tålmodighed og overbærenhed, tror jeg. Og så tror jeg sådan set også, at der ligger noget i generationen og opdragelsen, siger han og uddyber:

– Når man sagde ja, blev gift og fik børn, så mente man det. Det var ikke noget med, at man gik fra hinanden på grund af nogle små uoverensstemmelser, fortæller han.

Parret bor til dagligt i Hellerup, men nyder at tilbringe stunder sammen på Solkysten i Spanien, hvor de har en bolig.

Der er natur, hygge og gåture på stranden hånd i hånd, men entertainergenet bobler stadig, og det bliver da også til flere optrædener dernede, fortæller Johnny Reimar.

– Jeg er ikke længere – som i gamle dage – afhængig af at skulle piske rundt og tjene penge til en stor familie.

– Så nu er min helt store hobby at tage til Spanien og helt ud til Middelhavet. Det er sol, palmer og et helt andet miljø. Det elsker min kone lige så højt som jeg, siger han.

14. april optræder Johnny Reimar i Danmark til Dansktop Prisen, der afholdes i Jyske Bank Boxen i Herning.

Her fejres dansktoppens 50-års jubilæum, og også musikerens 60-års jubilæum markeres til festlighederne.

Selv vil Johnny Reimar markere mærkedagen stille og roligt, naturligvis i familiens skød.

– Jeg tror bare, det bliver sammen med min kone og mine børn, siger han og fortsætter:

– Jeg fylder jo 75 år den 12. juni, vi fejrede guldbryllup sidste år, og så er vi blevet oldeforældre, så der har været masser af fejringer, griner han.

Powered by Labrador CMS