Jørgen Leth skal ikke være med i Tour’en
TV2 ville have Jørgen Leth til at dække Tour de France fra Danmark i år, men det ville han ikke.
Sommerens Tour de France-dækning på TV2 bliver uden den karakteristiske røst fra Jørgen Leth. TV2 ville gerne have Jørgen Leth til at bidrage til kanalens Tour-dækning fra studiet i Odense, men kommentatoren har ønsket at dække Touren fra Frankrig, som han har haft for vane.
Som følge af de to modstridende ønsker kommer Jørgen Leth ikke til at bidrage med anekdoter om vine, tragedier, seværdigheder og cykelløb under Tour de France. Det oplyser TV2 i en pressemeddelelse.
Bruddet ærgrer TV2’s sportschef, Frederik Lauesen.
– Vi vil alle savne hans ekspertise, analyser og vidunderlige historier, når løbet skydes i gang i år. Vi har fra TV 2 Sportens side naturligvis ønsket at fortsætte samarbejdet med Jørgen Leth, men desværre har vi ikke kunnet blive enige med Jørgen om rammerne for hans rolle i år. Det skal vi være de allerførste til at beklage, og vi ved, at seerne vil gøre det samme.
– Vi har hvert år både folk på farten med feltet i Frankrig og et værtshold i vores centrale studie på Kvægtorvet i Odense, og i år har vi ønsket at have Jørgen Leth i studiet herhjemme sammen med Thomas Kristensen og Henrik Jul. Jørgen foretrækker i stedet at være i Frankrig, siger TV2-chefen.
Den 81-årige aarhusianer havde håbet at kunne dække cykelløbet mange år endnu.
– Det er med stor ærgrelse, at jeg ikke er med på TV 2s Tour-hold igen. Vi har haft et langt og glædeligt samarbejde, der gennem årene har ført til mange magiske stunder i verdens bedste cykelløb, siger Jørgen Leth selv.
Han tilføjer:
– Vi har haft et langt og glædeligt samarbejde, der gennem årene har ført til mange magiske stunder i verdens bedste cykelløb.For mig er selve essensen af mit arbejde som Tour de France-kommentator at være i Frankrig, der hvor det sker, og jeg så frem til at være med igen i år og langt ud i fremtiden. En vision jeg indtil for nylig delte med TV2, siger Jørgen Leth.
Tour de France begynder 6. juli.