Julie leder efter sadistisk morder
En ny dansk seriemorderthriller er på vej. Filmen instrueres af Julie R. Ølgaard, som har fundet inspiration i sit eget liv, skriver filmsiden kino.dk
Snart begynder optagelserne til en ny dansk seriemorderfilm, som får premiere i det nye år.
Filmen har fået titlen "Englemageren", og flere store navne er på plakaten. Det skriver filmsiden kino.dk.
Der er blandt andre tale om Roland Møller, som er kendt fra roller i "Retfærdighedens ryttere" og "Under sandet".
Han skal spille over for Julie R. Ølgaard, som også er idékvinden bag filmen. Foruden at spille hovedrollen skal hun for første gang sidde i instruktørstolen på en spillefilm.
Nipskanalen
I nyere tid forbinder mange hende også med YouTube-kanalen "Nipskanalen", som hun startede i 2017 med skuespilkollegerne og veninderne Neel Rønholt og Laura Christensen.
"Englemageren" beskrives som en psykologisk og brutal thriller. Filmen følger kriminalbetjenten Laura i skikkelse af Julie R. Ølgaard.
Laura har været sygemeldt med en fødselsdepression, men beslutter sig for at vende tilbage til arbejdet, efter at hun falder over en sag om en bestialsk seriemorder.
Et for tidligt født barn
Julie R. Ølgaard har fundet inspiration til filmen i sine egne oplevelser med at få et for tidligt født barn, siger hun i en pressemeddelelse ifølge kino.dk.
Filmen forventes at få premiere i 2023.