Jury har delvist afgjort Danmarks skæbne i Eurovision

Allerede onsdag aften var det alvor for danske Rasmussen, der gik på scenen foran Eurovision-juryerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er ikke kun seerne hjemme i stuerne, der bestemmer, hvem der skal gå videre til og i sidste ende vinde den store finale i Eurovision, der finder sted på lørdag i Lissabon i Portugal.

Hvert land har nemlig også en såkaldt fagjury, der består af musikkyndige og branchefolk, og deres stemmer tæller lige så meget som tv-seernes.

Generalprøve

Fagjuryerne afgav allerede onsdag aften deres stemmer ved deltagernes generalprøve, og det betyder, at den danske melodigrandprixvinder Rasmussen, der stiller op med nummeret “Higher Ground” nu kan kalde sin skæbne delvist afgjort.

– Jeg synes, det gik rigtig godt. Det er tre minutter, og lige bagefter har man det nærmest som om, man har haft et lille blackout på scenen og ikke kan huske, hvordan det var, men det var simpelthen så fedt, fortalte Rasmussen kort efter sin optræden.

Norge og Sverige synger lige som Danmark også i den anden af de to semifinaler.

Ti gik videre tirsdag

I tirsdags gik ti lande videre til finalen – heriblandt Finland, Irland og Estland – og torsdag aften er det så den danske sangers tur til at synge for de millioner af seere, der tænder fjernsynet for at følge med i, hvem der snupper de sidste ti finalepladser.

Seks lande er automatisk kvalificeret til finalen. Det gælder Storbritannien, Tyskland, Spanien, Italien og Frankrig samt Portugal, der som værtsland er garanteret en finaleplads.

Det er første gang, Portugal afholder Eurovision. Landet vandt sangkonkurrencen sidste år, da Salvador Sobral sejrede med nummeret “Amor Pelos Dois”.

Powered by Labrador CMS