Kæmpe brøler: Erklærede rocklegende død
Mediet TMZ fik informationer fra en påstået repræsentant for Jerry Lee Lewis, som hævdede, at sangeren var død
Rock'n'roll-legenden Jerry Lee Lewis, der blandt andet står bag hittet 'Great Balls of Fire', er ikke død.
Det kan overraske, hvis man har læst det amerikanske underholdningsmedie TMZ onsdag aften.
Her berettede mediet nemlig om, at den 87-årige sanger og klaverspiller var gået bort i sit hjem i Memphis.
Men det er altså ikke tilfældet, skriver mediet i en rettelse.
Beklager fejlen
TMZ havde været i kontakt med en, som hævdede at repræsentere Jerry Lee Lewis, og som sagde, at sangeren var død.
- Det viste sig, at det ikke var tilfældet, skriver TMZ i rettelsen.
- TMZ beklager fejlen, lyder det.
Ramt af hjerneblødning
'The Killer', som han kaldes, lever altså stadig trods flere helbredsproblemer de seneste år.
Da Jerry Lee Lewis i 2019 fik en hjerneblødning troede de fleste, at det var slut for den amerikanske rock'n'roll-legende.
Han mistede førligheden i højre hånd og dermed evnen til at gengive sit ikoniske pianospil på numrene 'Great Balls of Fire' og 'Whole Lotta Shakin' Going On'.
Men det var ikke enden på pionerens musikkarriere.
Ifølge magasinet Rolling Stone tog Jerry Lee Lewis i januar i år ind til et studie i musikbyen Nashville og lagde modstræbende sin slatne højre hånd på tangenterne af et klaver.
Og til alles - inklusiv sin egen - overraskelse begyndte fingrene at bevæge sig og spille de gamle hits, som kunstneren har turneret med siden 1950'erne.
-Frygt er ikke lige min ting
Den gamle klaverlegende har endnu ikke kommenteret artiklen fra TMZ, og det har hans repræsentanter heller ikke.
Han har dog tidligere udtalt sig om døden.
- Frygt er ikke lige min ting. Jeg elsker Gud og Jesus Kristus, og jeg tilbeder Helligånden. Men jeg elsker at leve, at trække vejret. Jeg takker Gud for det hele tiden, sagde han i et interview med avisen The Guardian.