Kæmpe premiere udskudt
Den 25. film om agenten James Bond er endnu en gang rykket - denne gang fra november til april 2021.
Den 25. film i rækken om den britiske agent James Bond er endnu en gang udskudt, lyder det i en udtalelse på filmens hjemmeside.
Filmen, som har fået navnet “No Time To Die”, skulle have haft premiere i november, men nu er den udskudt til 2. april næste år.
Artiklen fortsætter under videoen
Årsagen er coronapandemien, og udskydelsen sker, så filmen kan blive set i biografer verden over, lyder det.
Den skulle have haft dansk premiere 11. november, men en ny dansk premieredato ligger endnu ikke fast, oplyser SF Studios.
Det er ikke første gang, at filmelskere har måttet se den nye Bond-film blive udskudt.
Filmen skulle oprindeligt have haft premiere i Danmark dette forår, men som følge af coronaudbruddet blev datoen skubbet til november. Nu rykker den så igen til foråret næste år.
Biografmarkedet i USA er stadig i høj grad lukket, og ifølge Soundvenue har den stort anlagte Christopher Nolan-film “Tenet” haft et skuffende internationalt billetsalg.
Ifølge Soundvenue valgte Disney også for et par uger siden at udskyde sine kommende storfilm som “Black Widow og “West Side Story” til 2021.
I “No Time To Die” har James Bond forladt den aktive tjeneste og har trukket sig tilbage på Jamaica. Men idyllen slutter brat, da en gammel bekendt fra CIA beder om Bonds assistance.
Missionen handler om at redde en kidnappet forsker, men opgaven viser sig at være langt voldsommere end ventet, da Bond kommer på sporet af en mystisk skurk, der er bevæbnet med en farlig, ny teknologi.
Den britiske skuespiller Daniel Craig indtager for femte og angiveligt sidste gang rollen som agent 007.
Han står i “No Time To Die” overfor superskurken Safin, der spilles af den oscarvindende “Bohemian Rhapsody”-stjerne Rami Malek.
Den cubanske skuespillerinde Ana de Armas bliver Bonds kvindelige modstykke i rollen som den hårdtslående Paloma.
Også den dansk-svenske skuespiller David Dencik har en skurkerolle i filmen.
Han går således i fodsporene på Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Jesper Christensen, der tidligere har forsøgt at overtage verdensherredømmet i Bond-universet.