Kæmpetræer rykker ind på kongeslot

Nogle af landets største træer bliver nu fældet ved Silkeborg og i Rold Skov. De skal bruges til den nye fløj på Nyborg Slot.

Offentliggjort Sidst opdateret

De er over 45 meter i højden og omkring en meter i diameter.

30 douglasgraner fra Sønderskoven ved Silkeborg og Rold Skov i Himmerland bliver i disse dage fældet til et ganske særligt formål.

Granerne skal bruges til en storstilet restaurering og udbygning af Nyborg Slot på Fyn, hvor de kommer til at udgøre en markant del af konstruktionen i en ny genoprettet fløj på kongeslottet, hvor der også var en fløj i slottets storhedstid for knap 500 år siden.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Ved Silkeborg står douglasgranerne i den bevoksning, hvor det formentlig største træ i Danmark også findes.

Nogle træer bliver ikke fældet

De allerhøjeste træer og træer, der er fredet på grund af deres helt særlige monumentale karakter, vil ikke blive fældet.

– Det hører til sjældenhederne, at vi fælder nogle af vores kæmpestore træer, og det sker kun til helt særlige formål. Derfor passer vi nu godt på dem, og selvom vi nu fælder nogle af de store træer, vil der være store douglasgraner i skoven i mange år endnu I Naturstyrelsen er vi glade og stolte over at kunne levere træ til et nationalt klenodie som Nyborg Slot. Her vil det unikke træ blive en vigtig del af formidlingen af et stykke Danmarkshistorie, siger skovrider Søren Hald fra Naturstyrelsen i Søhøjlandet.

En længere proces

Træerne bliver fældet med motorsav, da de er for store til, at skovningsmaskinerne kan håndtere dem.

Når træerne er fældet og opskåret, skal de lagres 1,5 år under halvtag på savværket, før træet er klar til at blive brugt i byggeriet på Nyborg Slot.

– Nyborg Slot og Nyborg by har været et midtpunkt i det danske rige siden middelalderen, og når restaureringen og nybyggeriet er ved vejs ende, så står vi med et forståeligt monument af dansk og europæisk betydning.. Det er et helt enestående bygningsværk, som fortæller en utrolig vigtig del af vores fælles historie, og vi er derfor også glade for, at vi har fået adgang til noget af det bedste tømmer i Danmark til vores nye fløj på Nyborg Slot, siger projektchef Mads Falbe-Hansen, Slots- og Kulturstyrelsen.

Slottet var centrum for kongemagten

Nyborg Slot var fra 1200-tallet til 1500-tallet det betydningsfulde centrum for kongemagten i landet.

Slottet var mødested for det middelalderlige parlament Danehoffet.

Slottet var på den tid et komplet fire-fløjet anlæg med et højt vagttårn, som gjorde det muligt at bevogtefragt- og skibstrafikken i Storebælt.

I midten af 1600-tallet mistede slottet sin betydning, og i de følgende århundreder blev hovedparten af slottet nedrevet.

Slots- og Kulturstyrelsen står bag det store projekt til over en kvart milliard kroner, der nu vil bidrage til forståelsen af Nyborg Slot og Nyborg by som en sammenhængende historisk helhed på en måde, der formidler den store fortælling som Nyborg udgør i Danmarkshistorien.

Powered by Labrador CMS