Kærlighed i coronaens tid: De fik hinanden i 2020

En række nye danske kendispar har fundet sammen i det forgangne år.

Offentliggjort Sidst opdateret

2020 har ikke kun stået i coronaens, men også i kærlighedens tegn for en række kendisser.

I efteråret fyldte revyveteranen Ulf Pilgaard 80 år, og ved sin side havde han kæresten Annette, som er sygeplejerske og bosat nord for Aarhus.

Over for Billed-Bladet fortalte skuespilleren, at han har kendt den 25 år yngre kvinde i over et års tid.
– Jeg ser en, der er speciel. Men i min alder skal man jo være lidt forsigtig. Der kan ske så meget. Hun kunne jo også – mod forventning naturligvis – blive træt af mig. Vi går stille frem, sagde Ulf Pilgaard i interviewet med ugebladet.

Ulf Pilgaard mistede i 2016 sin hustru gennem 46 år, Gitte, der døde i en alder af 69 år efter et langt forløb af den uhelbredelige sygdom Huntingtons chorea.

Skuespilleren har i tidligere interview understreget, at intet er for sent.

– Alle følelser er repræsenteret hos ældre mennesker. Vi har også et sexliv – ellers ville jeg da lægge mig til at dø med det samme – der er jalousi, surhed, uforskammethed, raseri – ja, det hele. Ældre bliver jo ikke pludselig til ikkemennesker, sagde han i “Aftenshowet” tilbage i 2016 ifølge Avisen.dk.

Christiane og Daniel

Efter adskillige års forhold og flere brud iblandt gik tv-værtinden og iværksætteren Christiane Schaumburg-Müller og rapperen L.O.C. endegyldigt fra hinanden sidste år.

Omkring årsskiftet begyndte forlydender at florere om, at den celebre stjerne havde kastet kærligheden på den stenrige forretningsmand og ejendomsinvestor Daniel Åxman.

Kort efter bekræftede Christiane Schaumburg-Müller forholdet over for Her & Nu, efter at parret havde fejret hendes 38-års fødselsdag på Maldiverne.

– Jeg er helt og aldeles lykkelig, sagde Christiane Schaumburg-Müller til ugebladet.

Parret er flyttet sammen med deres i alt tre sammenbragte børn – han har to døtre, og hun har sønnen Constantin på fire år fra forholdet med L.O.C.

Sarah og Benjamin

Også Christiane Schaumburg-Müllers medværtinde i “Vild med dans”, Sarah Grünewald, fandt kærligheden det forgangne år.

Efter skilsmissen fra dj’en Rasmus Backhaus forelskede hun sig i en anden musiker, nemlig den franskfødte producer Benjamin Kaniewski.

– Jeg har syv dage, hvor jeg er alenemor til Luis, og så har jeg syv dage, hvor jeg er topforelsket og bare tonser rundt med Ben i hånden og har det dejligt, jublede den 36-årige tv-vært og skuespillerinde i et interview med Ritzau.

Asta og Jonass

Det er ikke blot blandt værterne, at kærligheden har kildret – det har den også gjort for den professionelle danser Asta Björk.
Hjertet står nemlig i flammer i den islandskfødte Vild med dans-stjerne.

Hun danner par med den tidligere realitydeltager Jonass Jannec Jensen, som deltog i sidste års udgave af “Paradise Hotel”, kunne parret fortælle til Se og Hør i efteråret.

Caroline og Carsten

I begyndelsen af året afslørede tv-personligheden Caroline Fleming i et interview med Alt for damerne, at et årtier langt venskab med forretningsmanden Carsten Friis havde udviklet sig til kærlighed.

Faktisk beskrev 44-årige Fleming, der har to børn fra ægteskabet med den britiske rigmand Rory Fleming og en søn fra forholdet med fodboldspilleren Nicklas Bendtner, Carsten Friis som sin sjæleven.

-For hver gang jeg mødte ham, blev jeg mere og mere imponeret over, hvor pragtfuldt og fint et menneske han er, sagde den forhenværende baronesse i et interview med Alt for damerne.

– Jo mere tid vi brugte sammen, og jo mere jeg lærte ham at kende, jo mere smeltede jeg bare indeni. Og uden jeg egentlig selv var klar over det, var jeg ved at blive smaskforelsket i ham, sagde Caroline Fleming til magasinet.

Ditte og Jon

Gemt bag mundbind viste skuespillerinden Ditte Ylva Olsen sin nye kæreste, Jon Cetti, frem på et feriefoto delt på Instagram og skrev, at hun havde det som en genert teenager.


Heidi og Christian

I marts 2017 bekendtgjorde tv-værtinden Heidi Frederikke Sigdal, at hun og gemalen Anders Sigdal havde besluttet at gå hvert til sit. Men i september samme år kunne hun meddele, at parret havde skrottet skilsmissen og havde fundet sammen igen.
Tidligere i år brast kærligheden dog endegyldigt mellem de to.

I sommer kunne Ekstra Bladet berette, at Heidi Frederikke Sigdal havde fundet kærligheden igen og havde forelsket sig i Christian Taylor, der er chef for kvindefodbolden i FC Nordsjælland.

Den 42-årige tv-vært bekræftede ganske kortfattet forholdet og havde ikke yderligere kommentarer til det.

Og endelig stod Venstre-manden Tommy Ahlers og dj’en og radiovært Le Gammeltoft i efteråret frem som kærester efter godt et års forhold.

Det skete på den røde løber til premieren på Lukas Graham-dokumentaren “7 Years of Lukas Graham”.

– Det er fantastisk dejligt, sagde parret til Se og Hør.

Powered by Labrador CMS