Kærlighedsknas: Venner-stjerne og konen holder pause
Venner-stjernen David Schwimmer og konen har besluttet sig for at holde en pause i ægteskabet.
Han brød for alvor igennem i hitserien “Venner”, hvor han spillede den nørdede palæontolog Ross Geller, der ofte oplevede knas med kærligheden.
Uden for skærmen har skuespilleren David Schwimmers kærlighedsliv omvendt været mere stabilt, men nu har Venner-stjernen og konen, Zoe Buckman, besluttet sig for at tage en ægteskabelig pause efter syv år.
Det skriver Entertainment Tonight Online.
– Det er med stor kærlighed, respekt og med venskab, at vi har besluttet at tage noget tid hver for sig, mens vi afgør fremtiden for vores forhold, siger parret i en udtalelse til mediet.
Den nu 50-årige skuespiller mødte sin udkårne i London på filmsettet til den romantiske komedie “Run”, som han selv instruerede.
Gift i 2010
David Schwimmer og den nu 31-årige britiske fotograf faldt hovedkulds for hinanden, og i 2010 blev parret gift ved et sommerbryllup efter nogle år som kærester.
Siden fik de to turtelduer datteren Cleo, der fylder seks år i maj, og på trods af pausen mellem parret kommer begge forældre også fremover til at være en stor del af den lille piges hverdag og opdragelse.
– Vores prioritet er selvfølgelig vores datters glæde og trivsel i denne udfordrende tid, og derfor beder vi om støtte og respekt for vores privatliv, mens vi fortsætter med at opdrage hende sammen og navigere ind i dette nye kapitel for vores familie, siger David Schwimmer og Zoe Buckman i udtalelsen.
Tv-stjernens karriere var på sit højeste, da den succesfulde serie om seks venner kørte over skærmen. Siden har han spillet med i flere film og tv-serier, mens han også har siddet i instruktørstolen.
Senest var han aktuel i tv-serierne “Feed the Beast” og “American Crime Story”.
/ritzau/FOKUS