Kage-stjerne viser ny kæreste frem
Den tidligere bagedystvinder Tobias Hamann deler sin forelskelse i Patricia Thyberg med sine følgere på sociale medier
Den tidligere vinder af "Den store bagedyst" og af "Stjerner i trøjen", Tobias Hamann, har fået en kæreste.
Det afslører den 33-årige kagekendis i et Instagram-opslag, hvor en ung kvinde giver ham et stort kindkys.
- Ja, vi er kærester. Ja, det er dejligt, skriver Tobias Hamann til billedet.
Kvinden, som han har kastet sin kærlighed på, er Patricia Thyberg, der til daglig arbejder som marketingkoordinator hos Pas Normal Studios.
Charmerede i 2014
Tobias Hamann charmerede sig ind i danskernes stuer i 2014, hvor han vandt "Den store bagedyst". Efter programmet blev han tv-vært på en række egne udsendelser - blandt andet "Tobias på kageeventyr" og "Bag verden med Tobias".
I 2017 uddannede han sig til hypnotisør. En profession, der ligger til Hamann-familien. Tobias Hamann er nemlig barnebarn af den kendte hypnotisør Ali Hamann.
Det er ikke første gang, Tobias Hamann har trådt i sin morfars fodspor. Ali Hamann var nemlig uddannet bagersvend, inden han begyndte at optræde som hypnotisør.