Kan du huske Natasja? I dag kunne “Lille T” være fyldt 43 år
Rapperen Natasja Saad blev faktisk først for alvor en stjerne, da det hele var forbi. Som 32-årig mistede dagens fødselar livet i en trafikulykke på Jamaica - det er nu ti år siden.
Den 24. juni 2007 mistede Natasja Saad livet i en trafikulykke på Jamaica.
Den dengang 32-årige sangerinde kunne tirsdag været fyldt 43 år, hvis ikke det var gået så galt dengang i Caribien.
På det tidspunkt havde den danske rapper styrtet mod stjernerne i løbet af bare tre år.
Blev hurtigt folkeeje
Det var især via sin deltagelse i Bikstok Røgsystem-hittet “Cigar”, at Natasja’s – eller “Lille T”, som et af hendes kunstnernavne lyder – særlige stemme blev folkeeje.
I 2006 vandt Natasja reggaekonkurrencen “Irie FM Big Break Contest” i Jamaica som den første ikke-jamaicaner nogen sinde.
Præmien var en pladekontrakt, en musikvideo, en fotosession samt et job ved “Reggae Sumfest”-festivalen, hvor stjernerne 50 Cent og Rihanna også optrådte.
I 2007 smed hun hittet “Op med ho’det” på gaden – som en del af soundtracket til Hella Joof-filmen “Fidibus”.
Fik sin egen gade
Efter sin død blev Natasja Saads sidste album, “I Danmark Er Jeg Født”, sendt på gaden til fine anmeldelser.
Hun fik for ti år siden – den 31. november 2007 – opkaldt en gade på Christiania efter sig, ligesom der blev lavet et stort graffiti-kunstværk langs kajkanten ved Islands Brygge.
Natasja Saads død skyldes formentlig, at chaufføren var beruset og påvirket af marihuana. Det er dog aldrig blevet endeligt fastslået.
Mange hits på sit cv
Den danske rapper og sangskriver har trods sin tidlige død formået at markere sig med et fint eftermæle på musikfronten.
Især huskes hun for “Gi’ Mig Danmark Tilbage”, “Fi Er Min” og “Ildebrænd I Byen”.
Natasja Saad – der i øvrigt også var en yderst habil jockey i mange år – er begravet på Assistens Kirkegård i København.