Kan du ikke holde tæt

Mange kvinder lækker ufrivilligt urin, fortæller netlæge Anne-Margrete Hedengran

I forretningen Props and Pearls i København sælges hjælpemidler til kvinder, der er blevet opereret for brystkræft eller lider af inkontinens.

AF NETLÆGE ANNE-MARGRETE HEDENGRAN

Det er ikke rigtigt noget, vi taler om. Mange af os er lidt flove og tror, ingen andre er plaget af det. Vi lægger bind i trusserne og krydser fingre for, at det holder. Men faktisk rammer det en tredjedel af alle kvinder over 45. De er utætte og lækker urin.

To former

Der er to hovedformer for inkontinens hos kvinder.

Ved den ene lækker man, når man hoster, nyser, løfter, motionerer og altså øger trykket i maven. Det hedder stressinkontinens og er fredeligt.

Ved den anden form er blæren ekstremt irritabel. Man får pludselig tissetrang, og det er svært eller umuligt at holde urinen tilbage, til man finder et toilet. Det hedder urge-inkontinens og er ofte fredeligt, men kan være tegn på sygdom.

Muskel er svækket

Stress-inkontinens skyldes, at blærens lukkemuskel er svækket og at bækkenbunden er slap. Det kan også skyldes nedsynkning af underlivet. Fødsler, overvægt, kronisk hoste og mangel på det hormon, som hedder østrogen, er årsager.

Oftest kommer der bare småsjatter i trusserne, når man for eksempel hoster.

Urge-inkontinens kan skyldes blærebetændelse. Men det kan også skyldes sygdomme i nervesystemet, sten i blæren eller kræft i blære eller underliv. Ofte finder man ikke en grund.

Mærker det ikke

Ved urge-inkontinens kommer der som regel en stor portion urin hver gang.

Der findes blandingsformer mellem de to typer inkontinens. Der er også tilstande, hvor man ikke kan mærke, at blæren er fuld og simpelthen løber over.

Stress-inkontinens kan bedres, hvis man træner sin bækkenbund, får hormontilskud - ofte som stikpiller i skeden - og måske taber sig.

Rygestop hjælper, fordi rygning giver hoste, og hoste giver tryk på blæren.

Somme tider er en operation vejen frem ved nedsynkninger.

Det kan du gøre

Ved urge-inkontinens kan det hjælpe at træne bækkenbund og blære. Der findes medicin, som gør blæren mindre irritabel. Er det helt galt, kan man behandle med botox, som lammer den irritable blære, med elektrostimulation, hvor man påvirker blæren med en svag strøm, eller med operation.

Har man inkontinens, er gode toiletvaner vigtigt. Man skal sørge for at komme på toilettet, så der ikke går mange timer mellem hvert besøg. 

Og man skal sørge for at få tømt blæren godt.

Læge Anne-Margrete Hedengran er netlæge hos Kendte.dk. Her skriver hun om sundhed og sygdom.
Læge Anne-Margrete Hedengran er netlæge hos Kendte.dk. Her skriver hun om sundhed og sygdom.
Powered by Labrador CMS