Kan være ulovligt

Gustav Salinas kan have brudt loven

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: 24syv

Reporterne på 24syv har fået indsigt i 17 kostplaner fra unge piger og kvinder, der tidligere har købt et coachingforløb hos Gustav Salinas.

I kostplanerne bliver der igen og igen henvist til produkter fra det sukkerfrie mærke Easis og proteinpulver fra kosttilskudsproducenten Bodylab.

Men flere af kvinderne fortæller til Reporterne, at de slet ikke blev oplyst, at Gustav Salinas havde et samarbejde med de to producenter.

Gustav Salinas i sit firma Fitness Nu i Hillerød.
Gustav Salinas i sit firma Fitness Nu i Hillerød.

Kan være et brud

Og det kan være et brud på markedsføringsloven, vurderer professor i markedsføringsret ved Copenhagen Business School, Jan Trzaskowski.

- Så længe der er en gensidig økonomisk interesse i omtalen, er der i udgangspunktet tale om markedsføring, og sådan noget skal fremgå tydeligt over for forbrugeren, siger han til Reporterne.

Han bakkes op af advokat ved Co:play Law Heidi Højmark Helvig, der har været indover det lovforberedende arbejde til markedsføringsloven:

- Som forbrugere skal vi advares om, at det her er det samme som en reklame i et blad, og det er vi ikke blevet her, lyder det. Hun mener desuden at handlingen er vildledende over for klienterne.

Var ambassadør

Gustav Salinas var i 2020 ambassadør for Easis, som betød, at han fik nogle produkter tilsendt, som han reklamerede for på sine sociale platforme.

I et interview med Reporterne afviser både Gustav Salinas og fødevareproducenten Easis, at Gustav fik penge for at nævne Easis i sine kostplaner.

Men ifølge Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med, om virksomheder overholder markedsføringsloven, er det ikke afgørende, om der har været penge involveret.

- Hvis den kommercielle hensigt ikke er tydelig for forbrugeren, så vil det være en overtrædelse af markedsføringsloven forbud om skjult reklame. Der kan være en kommerciel hensigt, hvis man har modtaget betaling eller andre fordele for at markedsføre et produkt,” siger Sabrina Amtrup fra Forbrugerombudsmandens sekretariat, der dog ikke vil kommentere den konkrete sag.”

Vil tydeliggøre det

Over for Reporterne, fortæller Easis, at de fremover vil tydeliggøre et samarbejde med deres ambassadører for forbrugerne:

- Klienterne skal selvfølgelig have at vide, når vi har et samarbejde, og der har måske været et hul der. Så vi vil overveje at tydeliggøre i vores kontrakter, at man gør opmærksom på, der er tale om reklame eller annonce også i kostplaner, fortæller Line Ellesgaard, der er marketingschef hos Easis.

Powered by Labrador CMS