Karina Frimodt: – Jeg fandt en knude i brystet
Danseren Karina Frimodt fik sig en grim overraskelse, da hun fandt en knude i det ene bryst
Den professionelle danser Karina Frimodt, som i sidste års Vild med Dans dansede med John Faxe, har mellem jul og nytår været en tur på Rigshospitalet for at få fjernet en knude i det ene bryst.
Hun opdagede knuden i den uge, hvor TV 2 kørte kampagnen “Knæk Cancer” – og det havde da en betydning:
– Jeg tænkte, at det sikkert bare var en cyste, og at jeg ville få det tjekket, når jeg røg ud af programmet (Vild med Dans, red.). Men jeg kunne ikke lade være med at blive lidt bange, når det lige præcis var den uge, jeg opdagede knuden i, fortæller Karina til Billedbladet.
Krævede operation
Men det var altså ikke bare en cyste, der havde sat sig i Karina Frimodts bryst. Det var en knude – et forstadie til kræft.
– Den 17. december fik jeg konstateret, at det var forstadie til kræft, og at knuden skulle opereres ud, siger Karina til ugebladet.
Samtidig fortæller hun, at hendes kæreste Kasper Lentz har været en stor støtte for hende under hele forløbet.