"Karsten havde fandeme gjort det samme"
Janni Ree dybt chokeret over Will Smiths reaktion under Oscar-prisuddelingen
Som så mange andre er den nu tidligere 'Forsidefrue' Janni Ree dyb rystet over, at Will Smith langede komikeren Chris Rock en syngende lussing under Oscar-prisuddelingen søndag.
Episoden opstod, efter komikeren på scenen lavede grin med stjernens hustru, Jada Pinkett Smith, og hendes manglende hårpragt.
- Altså, jeg er stor modstander af enhver form for vold. Det løser jo ikke noget som helst og han kunne have reageret lige så effektfuldt på en anden måde, siger hun til Kendte.dk.
Forstår ham godt
Men Janni Ree forstår godt Will Smiths frustrationer og vrede.
- Jeg kan sagtens forestille mig, at Jada Pinkett Smith er psykisk påvirket af den sygdom (pletskaldethed red.), der har gjort, hun taber håret, og at hun blev ramt af joken. For håret er altså bare en stor del af en kvindes identitet , forklarer Janne Ree.
Og så kommer den.
- Karsten havde fandeme gjort det samme i sine velmagtsdage, hvis der var nogle der havde lavet så groft grin med mig, siger hun til Kendte.dk.
Fuld af beundring
Janni Ree benytter også lejligheden til at rose Jada Pinkett Smith.
- I dag findes der utrolig mange fantastiske parykker. Men hun har modet til at trodse sin sygdom og stille op, som hun nu engang ser ud. Det kan man kun beundre hende for, siger Janni Ree til Kendte.dk.