Karsten Ree: Glad for at have opgivet Amagerbanken

Rigmanden Karsten Ree, der tabte små 800 millioner kroner på Amagerbanken, vil ikke ærgre sig over tabet.

Finansmanden Karsten Ree glæder sig over, at han ikke som staten har forsøgt at få erstatning fra den tidligere ledelse i Amagerbanken. (Arkivfoto). Foto: Scanpix/Marie Hald
Offentliggjort Sidst opdateret

Rigmanden Karsten Ree, der skabte sin formue på Den Blå Avis, mistede over 750 millioner kroner, da Amagerbanken krakkede i 2011. Han havde købt en tredjedel af banken i et redningsforsøg, der slog fejl.

Mandag er den tidligere ledelse i banken blevet frifundet for et erstatningskrav på 900 millioner kroner fra statens bankskraldeselskab, Finansiel Stabilitet.

Karsten Ree en glad mand

Det får finansmanden Ree til at glæde sig over, at han har opgivet at få sine penge tilbage.

– Jeg er bare glad for, at jeg er kommet godt fra min sygdom (et kræftforløb red.) og er i stand til at tjene nogle nye penge.

– Jeg ville have ærgret mig ihjel over at have tabt flere penge, hvis jeg havde valgt at føre erstatningssager mod de mennesker (den tidligere ledelse i Amagerbanken red.). Hvis jeg havde haft energi og krigslyst til det.

– Men jeg er blevet for gammel til at bruge min tid på at sidde og være sur, siger Karsten Ree.

Forældelsesfrist var ved at udløbe

Han traf valget for et par år siden, da forældelsesfristen var ved at udløbe.

– Vi drøftede det, men mine rådgivere sagde, at det kunne tage 10 år og koste op mod 20 millioner kroner.

– Og så skulle pengene til erstatningen komme fra staten, for de er de eneste, der har den slags penge.

– Så jeg sagde: Det gider jeg kraftedeme ikke bruge mit liv på. Og så var det afgjort, siger Karsten Ree.

Pengene anses for at være tabt

Dermed må Karsten Rees penge anses for at være helt tabt.

Han understreger dog, at han hellere ser dem forsvinde end at lade sagen fylde meget i hans liv.

– Hvis man først taber pengene og derefter retssagerne mod sådan nogle glatte ål, som de jo er, så vil man risikere at blive så bitter, at man bliver underlig, siger han med reference til den tidligere ledelse af Amagerbanken.

Det svider dog stadig, at den tidligere direktør Jørgen Brændstrup fik en større aftrædelsesgodtgørelse på over 10 millioner kroner kort før bankens krak.

– Det er en elegant måde at stjæle penge på efter min mening, siger Karsten Ree.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS