Keld og Hilda trapper ned
Ægteparret har sagt nej til en del jobs i år i et forsøg på at nyde juletiden
Det syngende ægtepar med efternavnet Heick har i en menneskealder optrådt rundt omkring i landet ved juletid, men i år er der kommet andre boller på suppen.
– Jeg har tilladt mig at sige nej en del gange, for i år skal vi have tid til at hygge os. For hvem ved, hvor mange juleaftener, vi har tilbage? spurgte 76-årige Hilda Heick ledsaget af Keld ved premieren på ’Nissen Uden Navn’ i Tivoli Glassalen.
Kokken Jesper
Det store spørgsmål er så, hvor parret skal holde juleaften, og det bliver formentlig først afklaret, når parrets datter, 51-årige Annette Heick, svigersønnen Jesper Vollmer og sønnen 12-årige Storm vender hjem fra en kombineret ferie- og arbejdsrejse til Club La Santa på den kanariske ø Lanzarote.
Det er kokken Jesper, der har takket ja til nogle events på sportsferie-destinationen.
– Først når de kommer hjem den 23. december kan vi få det afklaret. Normalt holder vi den hos Annette, men vores hus står åben, så måske det bliver hos os i år, sagde Keld og Hilda, der tager sig af barnebarnet Eliot, 14, mens hans mor, far og lillebror er bortrejst.