Kendis-ambassadør viede homopar under Priden
Mens det feststemte Pride-optog trillede gennem Københavns gader, viede Rufus Gifford flere par i København.
Mens tusindvis af feststemte mennesker fejrede mangfoldigheden til Copenhagen Pride i København lørdag, havde den tidligere amerikanske ambassadør i Danmark Rufus Gifford travlt med at gøre dagen helt særlig for seks forskellige kærestepar.
Han gjorde dem nemlig til ægtepar.
– Sikke en måde at starte Copenhagen Pride-weekenden. Jeg viede seks par, heriblandt dette russiske par, skriver Rufus Gifford til et billede, han har slået op på Instagram og Facebook.
Gifford klapper
På billedet ses den populære diplomat, der klapper, mens to kvinder omfavner hinanden og kysser.
– I svære tider skal vi også fokusere på den vidunderlige fremgang, vi har skabt og vil blive ved med at skabe, skriver Rufus Gifford, der blev gift med Stephen DeVincent i 2015, videre i opslaget.
Rufus Gifford viede de lykkelige par på Cirkelbroen på Christianshavn, mens Hans Pilgaard bandt knuden for par i Rådhushaven og Leonora Christina Skov stod klar i Ørstedsparken til at vie de mennesker, der i anledningen af Copenhagen Pride ville markere deres kærlighed. Det oplyste Københavns Kommune i starten af august.
/ritzau/FOKUS