Kendisdatter scorer hovedrolle

Det blot 21-årige fremadstormende talent Andrea Heick Gadeberg medvirker i "Retfærdighedens ryttere".

Offentliggjort Sidst opdateret

Side om side med Mads Mikkelsen, Lars Brygmann, Nicolas Bro og Nikolaj Lie Kaas står den fremadstormende skuespillerinde Andrea Heick Gadeberg øverst på plakaten til den nye film “Retfærdighedens ryttere”.

Og talentet er tilsyneladende kommet ind med modermælken.

Andrea Heick Gadeberg er nemlig datter af revystjernen Trine Gadeberg og musikeren Jørgen Heick.

– Det har været mega lærerigt, og det sjoveste jeg nogensinde har prøvet. Holdet har bare taget så godt imod mig og taget mig under deres vinger. Det har været fantastisk, fortæller Andrea Heick Gadeberg.

Nyd det

Adspurgt, om hun har fået nogle gode råd, svarer Andrea Heick Gadeberg, at det har hun fået hele livet.

– Jeg tror bare, det er at nyde det og hoppe med på vognen, lyder det fra den 21-årige kendisdatter.

Det er faktisk over ti år siden, at Andrea Heick Gadeberg landede sin første rolle.

Hun medvirkede i julekalenderen “Pagten” i rollen som Karla.

Sidste år kunne hun ses portrættere lillesøsteren til den kidnappede fotograf Daniel Rye i det prisvindende drama “Ser du månen Daniel”.

Heldig

Andrea Heick Gadeberg mener, at Anders Thomas Jensen, som har skrevet og instrueret “Retfærdighedens ryttere”, vist har set hende i “Ser du månen Daniel”, og derefter kom hun til casting.

– Og så var jeg så heldig at lande den, jubler hun og afslører samtidig, at hun har flere skuespillerprojekter på vej.

Andrea Heick Gadeberg drømmer om at uddanne sig til skuespiller.

Netop nu læser hun op til optagelsesprøverne på landets tre teaterskoler hos skuespillerinden Line Kruse, der er gift med Anders Thomsen Jensen, som har instrueret “Retfærdigheden ryttere”.

– Det er det, jeg håber, jeg kan lave resten af mit liv, til jeg ligger i respiratoren, siger det unge talent.

Jeg har kun spillet lig

Den stolte, celebre mor støtter datteren hele vejen og har ikke givet hende andre råd end bare at være sig selv og at byde ind med det, som hun tror på.

– Jeg tror, at hun altid har haft en god fornemmelse for, hvad hun vil, og hvad hun ikke vil, lige siden hun har været en lille baby, fortæller Trine Gadeberg.

– Så det kører hun helt selv. Jeg har kun spillet lig, fordi jeg var så bleg, og været med i “Nissebanden” – ellers er det jo mest revy, jeg har lavet, så jeg synes faktisk, at det er en helt anden boldgade end mig.

Det er første gang, at Trine Gadeberg skal se filmen. Og hun har nerverne uden på tøjet.

– Jeg kan næsten ikke holde det ud. Jeg tror, jeg kommer til at skulle se den to gange. I næste uge skal jeg se den med min mand og finde ud af, hvad det egentlig er for en film, jubler Trine Gadeberg.

– Jeg er kun set de klip, der er lagt op, så jeg er meget, meget spændt på det. Hun har ikke fortalt så meget andet, end at det har været en vild rejse og så fedt at få lov til at være med til, lyder det fra den stolte mor.

“Retfærdighedens ryttere” havde biografpremiere den 19. november.

Powered by Labrador CMS