Kendt brødrepar scorer værtsjob
Andreas og Sebastian Jessen bliver værtsparret ved Nordens første rene serieprisuddeling, This Series Awards
Serieindustrien befinder sig i en guldalder, men hidtil har priser og hæder til serier kun eksisteret som sidepriser på film- og tv-festivaler herhjemme.
Det vil branchekonferencen This og publikumsfestivalen Aarhus Series gøre op med og præsenterer nu i samarbejde med Filmby Aarhus den første, rene serieprisuddeling i Norden: This Series Awards.
– Serier farver vores liv og hverdag. Vi bor i serieuniverser. Derfor er det helt naturligt at have en prisuddeling, der afspejler det, siger direktør Felicia Jackson i pressemeddelelsen og fortsætter:
– Vi ønsker at hylde alle de fantastiske historier, visionære filmfolk og spirende talenter i de danske serieproduktioner, og med This Series Awards kan vi give dem den opmærksomhed og anerkendelse, de fortjener.
Prisuddelingen finder sted for første gang den 29. oktober i Musikhuset Aarhus, og det celebre brødrepar Sebastian og Andreas Jessen bliver værter for showet.
I løbet af aftenen skal der uddeles ti priser – herunder til Bedste Komedieserie, Bedste Krimiserie og Bedste Nordiske Serie.
Både de nominerede serier og vinderne udpeges af en erfaren jury.
Juryen består af Pernille Bech Christensen, der er executive producer på TV2, prorektor og leder af manuskriptforfatteruddannelsen på Den Danske Filmskole Kim Leona, producer og medstifter af Cosmo Film Rasmus Thorsen, anmelder og journalist Ann Lind Andersen samt serieekspert Keld Reinicke.
– Prisen tager højde for, at serier er en format- og genrebåret kunstart og tager de forskellige genrer alvorligt i sine priskategorier.
– Vi har nedsat en kompetent og branchetung jury, der kan vise både seriøsitet og bredde i dét, vi ønsker at opnå med den nye pris. Vi glæder os helt vildt, lyder det fra Felicia Jackson.
En særskilt jury bestående af blandt andre skaberen af den norske successerie “Skam” Julie Andem står for uddelingen af talentprisen, der gives til nye talenter eller kreative pionerer, som viser nye veje i deres historiefortælling.
Derudover skal publikumsprisen uddeles, og der er det suverænt danskerne, der stemmer på deres yndlings danske og udenlandske serie.
This Series Awards finder sted den 29. oktober i Musikhuset Aarhus.