Kendt dansk skuespiller får hovedrolle i ny Netflix-satsning

Mikkel Boe Følsgaard, Alba August og Iben Hjejle er på rollelisten i den postapokalyptiske serie "The Rain".

På rollelisten til “The Rain” er blandt andre den prisvindende Arvingerne-stjerne Mikkel Boe Følsgaard. Foto: Sonny Munk Carlsen/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

I efteråret annoncerede den amerikanske streaminggigant Netflix, at den var klar med sin første danske serie The Rain, og nu er det stjernespækkede cast netop blevet offentliggjort.

På rollelisten til “The Rain” er blandt andre den prisvindende Arvingerne-stjerne Mikkel Boe Følsgaard, Broen-skurken Lars Simonsen, Dicte-skuespillerinden Iben Hjejle og det fremadstormende talent Alba August, der er datter af instruktør Bille August og skuespillerinden Pernilla August.

Det afslører Netflix sammen med Miso Film, der producerer serien, i en pressemeddelelse.

Ødelæggende biologisk katastrofe

“The Rain” tager udgangspunkt i en ødelæggende biologisk katastrofe, som har gjort, at civilisationen, som vi kender den, er forsvundet.

Seks år efter en brutal virus har udslettet størstedelen af den skandinaviske befolkning, tilslutter et ungt søskendepar sig en gruppe unge overlevende og begiver sig ud for at finde ud af, om en ny verden er opstået et andet sted.

Derudover kæmper de med sig selv og det faktum, at der selv i en postapokalyptisk verden er kærlighed, jalousi, overgangen fra barn til voksen og problemer, som de troede, de havde efterladt, da civilisationen forsvandt.

“The Rain” får global premiere på Netflix i 2018 og vil være tilgængelig for Netflix’ mere end 100 millioner medlemmer verden over.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS