Kendt Grammy-vinder død

Musikeren Ramsey Lewis døde i sit hjem

Offentliggjort Sidst opdateret

Den berømte jazzpianist Ramsey Lewis sov stille ind i sit hjem i Chicago, USA, mandag morgen. 

Det er blevet bekræftet på Lewis' officielle Facebookside, hvor det dog ikke fremgår, hvad årsagen til hans død er. 

Han blev 87 år gammel. 

Det skriver Variety.

Vært på tv-serie

Jazzpianisten, som står bag hits som 'Hang on Sloopy', 'The In Crowd' og 'Wade in the Water', har indspillet mere end 80 albums i løbet af sin glorværdige karriere. 

Han har modtaget hele fem guldplader og vundet tre Grammy-priser. 

Desuden har Ramsey Lewis været vært på flere radioprogrammer, heriblandt 'Legends of Jazz' og 'Ramsey Lewis Morning Show', samt en tv-serie, der ligeledes har titlen 'Legends of Jazz', fra 2006. 

Hustruen hylder fansene

I forbindelse med musikerens dødsfald udtaler hans hustru, Janet Lewis, følgende: 

"Ramsey's passion for musik blev næret af kærligheden og dedikationen fra hans fans verden over. Han elskede at turnere og møde musikelskere fra så mange forskellige kulturer og samfundslag. Det var en stor glæde for vores familie at dele Ramsey med alle dem, som beundrede ham for hans gudsbenåede talent. Vi vil altid være taknemmelige for jeres støtte," lyder det i opslaget. 

Foruden sin hustru efterlader Lewis sig to døtre, tre sønner og mange børnebørn og oldebørn.

Jazzpianisten Ramsey Lewis sov stille ind i sit hjem i Chicago.
Jazzpianisten Ramsey Lewis sov stille ind i sit hjem i Chicago.
Powered by Labrador CMS