Kendt komiker bliver ny Golden Globe-vært

Produktionsselskabet bag Golden Globe Awards har offentliggjort værten til næste års show. Valget er faldet på komikeren Jimmy Fallon.

Jimmy Fallon skal guide publikum og de mange tv-seere gennem det uhøjtidelige, men traditionsrige, Golden Globes show. Foto: JONATHAN ERNST/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver talkshow-værten Jimmy Fallon, der til januar næste år skal guide publikum og de mange tv-seere gennem det uhøjtidelige, men traditionsrige, Golden Globes show.

Det skriver arrangørerne af det berømte show på showets officielle hjemmeside. Det er ikke første gang, at Jimmy Fallon står på scenen under Golden Globe-showet.

På showets officielle side fortæller arrangørerne, at komikeren og talkshow-værten tidligere har præsenteret flere kategorier og uddelt priser ved showet, senest i 2014.

– Vi er meget begejstrede for at kunne annoncere Jimmy som vært for “The 74th Annual Golden Globes”. Showet er det mest spontane og uhøjtidelige award-show på tv, og Jimmys legesyge og afvæbnende komik gør ham til den ideelle vært, der kan løfte humoren til det niveau, der gør Golden Globes til et af de største arrangementer i hele tv-året, fortæller NBC Entertainments bestyrelsesformand, Robert Greenblatt, til den officielle hjemmeside for showet.

Allen Shapiro, der er direktør for Dick Clark Productions, som står bag programmet, understreger også, at Fallon er blevet valgt for sin charme.

– Jimmy Fallons brand passer godt ind i traditionen for banebrydende spænding, som seerne forventer af en vært for Golden Globes, udtaler Allen Shapiro.

I 2017 bliver det 74. gang, at tv-kanalen NBC sender Golden Globe Awards live fra Beverly Hilton-hotellet i Beverly Hills.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS