Kendt landmand er død
Han blev kendt efter dokumentaren 'Så meget godt i vente'
Den kendte danske landmand Niels Stokholm er død. Han blev 89 år.
Det skriver Ekstra Bladet.
Han var en biodynamisk landmand, og blev kendt efter dokumentaren 'Så meget godt i vente'.
En film, der satte fokus på den idealistiske, biodynamiske bonde Niels Stokholm, som tilbage i 1975 sagde sit job op som forskningsleder på DTU.
Det gjorde han for at blive økologisk bonde på Thorshøjgård ved Dronningmølle i Nordsjælland.
'Tak Niels'
Niels Stokholm var tidligere fast leverandør til restaurant Noma, og han leverede også mad til både kronprins Frederik samt internationale regeringschefer ved en miljø-konference i København.
Familien skriver i et opslag på Facebook, at Niels Stokholm natten til tirsdag er sovet stille ind på Nordsjællands Hospital.
'Jeg, hans døtre og to børnebørn var hos ham, det var meget fredfyldt. Tak Niels for 25 år hvor vi har ofret vores liv sammen for gården. Dejligt har det været at følge dit liv og virke på tæt hold også udadtil med foreningsarbejde m.m.', skriver familien.