Kendt sangerindes store sejr: Efter fem år kan min datter gå en tur
I 2015 var sangerinde Dot Wessmans datter involveret i et alvorligt biluheld. Nu kan hun gå igen.
For fem år siden oplevede den kendte bakkesangerinde Dot Wessman en mors værste mareridt.
Den 1. februar 2015 kørte hendes dengang 21-årige datter, Johanne Wessman, alvorligt galt, da hun på Helsingørmotorvejen pludselig mistede kontrollen over sin bil og kolliderede med nogle træer.
Artiklen fortsætter under videoen
Johanne Wessman pådrog sig en hjerneskade og blev delvist lammet, og siden ulykken har hun været igennem en omfattende genoptræning.
Men nu har hun bogstavelig talt taget et stort skridt i den rigtige retning.
Påskelørdag gik Johanne Wessman nemlig med støtte fra sin rollator og en hjælper på sidelinjen for første gang en tur hen til den lokale tankstation.
Det fortæller Dot Wessman i et opslag på Facebook, hvor bakkesangerinden har delt et billede af den Q8-pose, som hendes datter bragte sine varer hjem i på sin gåtur.
– Forleden viste Johanne så, at alt er muligt, hvis man kæmper for det. Efter fem år, to måneder og ti dage gjorde du det. Du gik til købmanden og tilbage. En lille hverdagsting for mange. Men et skridt ind i en virkelighed, som ikke mange af “de professionelle” havde forudset. Men du gjorde det, Johanne. Og du vil nå endnu mere, skriver Dot Wessman til billedet.
Den 62-årige bakkesangerinde har døtrene Johanne og Josephine Wessman fra et tidligere ægteskab.
Hun danner i dag par med politiker Morten Messerschmidt.