Kendt tv-læge forsvundet i ferieparadis
67-årige Michael Mosley, som blandt andet står bag udbredelsen af slankekuren 5:2, er meldt savnet
Den britiske tv-læge Michael Mosley er blevet meldt savnet på den græske ø Symi, for er et ferieparadis særligt besøgt af britere.
Det oplyser græsk politi ifølge BBC torsdag.
Michael Mosley er blandt andet kendt for at have været vært på tv-programmet "Trust me, I'm a Doctor". Ifølge BBC står han bag udbredelsen af slankekuren 5:2.
Forlod sin kone på strand
Den 67-årige tv-læge blev meldt savet af sin kone, efter at han forlod hende på en strand for at gå mod den centrale del af øen.
Han havde angiveligt ikke taget sin telefon med.
Politibetjente på Symi måtte torsdag tilkalde hjælp fra beredskabet i Athen i forbindelse med eftersøgningen. Også en række frivillige har valgt at hjælpe til.
Et farligt område
Symis viceborgmester, Ilias Chaskas, oplyser, at eftersøgningen er centreret omkring området Pedi, som ligger ved den nordøstlige del af øen. Det skyldes, at en kvinde havde set ham der onsdag.
Viceborgmesteren forklarer, at Pedi er et farligt område, men at Michael Mosley blev set på en vej ved den sikre del af området.
Fyldt med mennesker
Ifølge øens borgmester, Eleftherios Papakalodoukas, har beredskabet oplyst, at det er "umuligt", at Michael Mosley stadig ville være i området.
- Det er et meget lille, kontrolleret område fyldt med mennesker. Så hvis der skete noget med ham der, ville vi have fundet ham nu, sagde borgmesteren til BBC.