Kendte mødte op til nyt Olsen Banden univers
Morten Grunwald, Ghita Nørby og Claus Ryskjær var blandt de kendte, der fredag mødte op til indvielsen af et nyt Olsen Banden univers.
I dag blev Nordisk Films nye Olsen Banden-univers indviet. Morten Grunwald, der spiller Benny i filmene om forbrydertrioen, “brød ind” på Scene 2 ved hjælp af den såkaldte “dims”, som i filmene har åbnet mange hermetisk lukkede døre.
Blandt gæsterne var mange skuespillere med tilknytning til Olsen Banden, blandt andet Ghita Nørby, Jesper Langberg, Claus Ryskjær, Kurt Ravn, Jes Holtsø, Dick Kaysø og Holger Perfort.
Træd ind i Yvonnes dagligstue og mål dig med Bøffen
I det nye Olsen Banden-univers på Mosedalvej i Valby kan man blandt andet besøge Yvonnes dagligstue, Kriminalkommissær Jensens kontor og Dynamit-Harrys affældige skur i Københavns gamle Sydhavn. Det bliver ligesom at træde ind i en Olsen Banden-film, når besøgende kommer helt tæt på Bennys gule sokker, Yvonnes farverige kjoler, Egons bowlerhat, Kjelds jordemodertaske, Franz Jäger-pengeskabet, bandemedlemmernes synkroniserede ure, den røde kuffert, ”dimsen” Benny bruger til at dirke alverdens låse op med og mange flere originale klenodier.
Besøgende vil blive ført gennem universet af særlige Olsen Banden-guider, som undervejs vil fortælle tonsvis af anekdoter og røverhistorier fra de mange, muntre optagelsesdage i 60’erne, 70’erne og 80’erne og berette om idéerne bag de forskellige plots, karaktererne, filmenes formidling af den danske folkesjæl og Olsen Bandens store betydning for dansk film. Det er endda muligt at sætte sig i Kjeld og Yvonnes orange sofa, tage billeder med Bøffen og leve sig fuldstændig ind i Olsen Bandens verden af geniale planer, mislykkede kup og evigt venskab.
Olsen Banden er de mest populære
På filmtjenesten Dansk Filmskat er brugerne ikke i tvivl. Olsen Banden indtager en suveræn førsteplads blandt de mest populære danske filmklassikere. Siden Olsen Banden deruda’ blev tilgængelig for en måneds tid siden, er den blevet set mere end 6.000 gange, og selv om Olsen Banden-filmene kun udgør 3 % af det samlede udbud på Dansk Filmskat, står forbrydertrioen for mere end 13 % af den samlede streaming i august.
40-året for den mest populære Olsen Banden-film
Weekenden den 30. september til den 2. oktober er Olsen Banden-weekend: Den 30. september åbner Nordisk Films Olsen Banden-univers, den 1. oktober er det 40 år siden, at den mest populære film i serien – Olsenbanden ser rødt – havde premiere. En begivenhed den danske Olsen Banden-fanklub markerer med en særvisning i Det Kongelige Teater.
Søndag den 2. oktober kommer den tyske Olsen Banden-fanklub på besøg hos Nordisk Film for – som nogle af de første – at opleve det nye Olsen Banden-univers.
Billetter kan købes via Billetlugen.