Kesslers kæreste: Derfor ventede Mikkel ti år med at fri
Mikkel Kessler ventede ti år med at fri til sin kæreste, men det er der en speciel grund til.
For knap en uge siden bekendtgjorde Mikkel Kesslers kæreste, Lea Hvidt, at den danske boksestjerne har været på knæ for at fri til hende.
Siden er det væltet ind med lykønskninger til det nyforlovede par, men også mange har undret sig over, at det skulle tage bokseren ti år, før han friede.
Det skriver Lea Hvidt på sin blog, leahvidt.dk.
Afliver myter
Derfor har den kommende brud nu sat sig for at aflive nogle af de myter, som er opstået efter forlovelsen.
– Noget af det allermest tydelige, jeg har sagt til Mikkel, er, at jeg ikke ønsker at blive gift, når jeg er gravid, ammer eller har et lille barn, som i vores øjne er for lille til at blive passet. Så det vil altså sige, at de sidste fem år har været udelukket, skriver Lea Hvidt på sin blog.
Før det byggede parret et nyt hus, og Mikkel Kesslers boksekarriere var på fuld styrke. De først tre år af deres forhold brugte parret på at lære hinanden at kende.
Derfor er det helt naturligt, at brylluppet først skal stå nu, lyder det fra Lea Hvidt, der også er blevet præsenteret for påstanden om, at Mikkel Kessler aldrig ville giftes og har planlagt frieriet spontant.
– Niksen til begge! Mikkel og jeg har altid vidst, at vi ville giftes. Vi har faktisk altid haft tæt på samme drøm om bryllup, skriver Lea Hvidt og tilføjer:
– For snart et halvt år siden, havde han mig også med inde for at finde ud af min ringstørrelse. Så man må sige, at dette har været planlagt nøje og længe, og det bedste ved det hele er, at det var helt perfekt.
/ritzau/FOKUS