Kevin Hart træder tilbage som oscarvært efter protester

Efter protester fra LGBT-miljøet over krænkende udtalelser trækker komikeren Kevin Hart sig som oscarvært.

Kevin Hart er blandt andet kendt fra filmene “Scary Movie” og “The 40 year old virgin” og senest “Night School” og “Jumanji: Welcome to the jungle”. Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Komikeren og skuespilleren Kevin Hart trækker sig fra den prestigefulde rolle som vært for oscaruddelingen næste år.

Han trækker sig på grund af protester over en række af hans tidligere udtalelser på Twitter, som kritikere kalder for homofobiske.

Det oplyser han på Twitter tidligt fredag morgen dansk tid.

– Jeg har besluttet at træde tilbage som vært for dette års oscaruddeling (som afholdes i 2019, red.). For jeg vil ikke være en distraktion på en aften, der skal fejre så mange fantastiske talentfulde artister, skriver han.

Det er blot to dage siden, at det blev annonceret, at Kevin Hart skulle være en af blot en håndfuld sorte amerikanske oscarværter, der har styret showet i løbet af de sidste 90 år.

Valget af ham er faldet på et tidspunkt, hvor akademiet, der uddeler priserne, er under pres for at øge mangfoldigheden i showet.

Undskylder på Twitter

Men efter annonceringen er han blandt andet blevet kritiseret for i 2010 at have sagt: “Hvis jeg kan forhindre, at min søn bliver homoseksuel, så vil jeg gøre det”. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Fredag morgen underskylder Kevin Hart til dem, han har stødt med sine tidligere kommentarer.

– Jeg undskylder dybfølt til LGBT-miljøet for mine ufølsomme ord i fortiden, skriver han på Twitter.

– Jeg er ked af, at jeg har såret folk. Jeg udvikler mig og vil blive ved med at udvikle mig. Mit mål er at bringe folk sammen, ikke at skille os ad. Kærlighed til akademiet. Jeg håber, vi ses igen.

Den 39-årige skuespiller og komiker er blandt andet kendt fra filmene “Scary Movie” og “The 40 Year Old Virgin” og senest “Night School” og “Jumanji: Welcome to the jungle”.

Oscaruddelingen finder næste år sted 24. februar. De nominerede bliver offentliggjort 22. januar.

Powered by Labrador CMS