Kidman afslører: -Jeg var forlovet med kendt musiker

Hollywood-stjernen bekræfter nu, at hun var forlovet med Lenny Kravitz, men parret nåede aldrig til alters.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter over 13 års hemmelighedskræmmeri fortæller Nicole Kidman nu, at kirkeklokkerne kimede i det fjerne, da hun dannede par med musikeren Lenny Kravitz fra 2003 til 2004.

Den i dag 49-årige skuespillerinde er aktuel i dramaserien “Big Little Lies”, hvor hun blandt andet spiller over for ekskærestens datter, Zöe Kravitz.

I et nyt interview med magasinet The Edit fortæller Kidman, hvor tæt hun rent faktisk var med familien Kravitz.

– Jeg kendte Zöe, fordi jeg har været forlovet med hendes far, siger skuespillerinden, som slet ikke synes, det er akavet at spille over for eksens datter.

– Det bliver i familien. Jeg elsker Lenny – han er en fantastisk fyr, understreger den oscarvindende filmstjerne videre i interviewet.

Forlovelse bekræftes først nu

Det er først nu, at Kidman bekræfter den daværende forlovelse, men allerede tilbage i 2007 antydede hun det, efter at parret var gået fra hinanden nogle år forinden.

– Det var bare ikke rigtigt. Vi var ikke klar, sagde hun kryptisk til modemagasinet Vogue.

Lenny Kravitz var Nicole Kidmans første officielle kæreste efter skilsmissen fra Hollywood-stjernen Tom Cruise i 2001.

Kravitz og Kidman gik fra hinanden i 2004, og et år efter bruddet fandt hun kærligheden på ny i endnu en musiker, da hun mødte countrystjernen Keith Urban.

Urban og Kidman giftede sig i 2006, og til sommer kan parret fejre såkaldt stålbryllup efter 11 år sammen som mand og kone.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS