Kidnapning har premiere i dag: Her er anmeldernes dom

"Kidnapning" er en elegant og humoristisk fortalt historie for hele familien, mener anmelderne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det nyeste skud på stammen af danske familiefilm, Kidnapning, beskrives af anmelderne som en dygtig fortolkning af den folkekære forfatter Bjarne Reuters første børnebog i serien om Bertram og hans familie.

– “Kidnapning” er en film for hele familien, hvor der er udsigt til godt skuespil, en interessant historie og ikke mindst store mængder humor, skriver nordjyske.dk’s anmelder, som giver filmen fire ud af seks stjerner.

Instruktøren Frederik Nørgaards filmatisering af bogen fra 1975 bliver af nordjyske.dk beskrevet som mødet mellem “Olsen Banden” og “Far til fire”.

Den første filmatisering af bogen var instrueret af Sven Methling og havde premiere i 1982.

“Kærkommen opdatering”

Også Jyllands-Posten mener, at Nørgaards nye fortolkning er en “kærkommen opdatering”, som dyrker det folkelige, uden at det hverken føles forceret eller altmodisch.

– For en gangs skyld en familiefilm, der virkelig fungerer, skriver Jyllands-Postens anmelder, som også kvitterer med fire stjerner.

“Kidnapning” handler om Bertram og hans familie, der sammen med deres onkel Georg, der spilles af Brian Lykke, har en plan om at kidnappe rigmandssønnen Bernhard for at få styr på deres økonomiske situation.

Politikens anmelder hæfter sig ligesom nordjyske.dk ved filmens markante fællestræk med tidligere danske filmklassikere.

– Kidnapning er så ærkedansk fra inderst til yderst, at Ft4-maskinen (Far til fire-maskinen, red.) meget vel kan spinde guld igen, skriver anmelderen med henvisning til producentens Regner Grastens tidligere film.

Lever ikke op til forventningerne

Han kvitterer med beskedne tre hjerter, da filmen ikke lever helt op til forventningerne.

– Reklamekampagnens påstand om, at filmen vil levere et spark i røven til dansk familiefilm, må dog siges at være en stærkt opreklameret voldshandling.

– Det er mere et hyggeligt puf end et los, skriver anmelderen.

Filmen kan ses i landets biografer fra 13. juli.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS