Kim Kardashian sigtet
De finansielle myndigheder har mandag sigtet tv-stjernen
I USA har de finansielle myndigheder mandag sigtet tv-stjernen Kim Kardashian for ulovligt at have promoveret kryptovalutaen EthereumMax.
Kardashian har indvilget i at betale 1,26 millioner dollar (over 12,2 millioner kroner) i bøder.
Hun skal have samarbejdet med EthereumMax om på en "vildledende måde " at fremme og sælge kryptovalutaen.
Det skriver Reuters.
Havde modtaget 250.000 dollar
Realitystjernen havde ifølge anklagerne, der er rejst mod hende, ikke oplyst, at hun havde modtaget 250.000 dollar for at promovere kryptovalutaen.
EthereumMax er anklaget for vildledende markedsføring, der havde til formål at pumpe priserne op.
Ved retssagen, der bliver ført ved en domstol i Californien, er ledere i selskabet EthereumMax anklaget for at få berømte personer til at fremsætte falske eller vildledende udsagn om kryptovalutaen.
Ingen forbindelser
Kardashian skal ifølge anklagerne mod hende blandt andet have skrevet på Instagram, at det ikke var et finansielt råd, hun gav.
I opslaget delte hun angiveligt blot oplysninger om, hvad hendes venner havde fortalt hende om EthereumMax.
Trods navnet har EthereumMax ingen forbindelser til en af de mere kendte kryptovalutaer, Ethereum.
Kardashian blev sidste år skilt fra rapperen Kanye West.