Kim Larsens søn med i tv-program

25-årige Hjalmer skal fortolke sange af musikere som Simon Kvamm, Katinka Bjerregaard og Malte Ebert

Hjalmer skal medvirke i ‘Toppen af poppen’ på TV2. Han er det sidste navn, som bliver offentliggjort, og fuldender dermed holdet. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)
Offentliggjort Sidst opdateret

Hjalmer bliver sidste mand på det hold, der skal fortolke hinandens sange i den kommende sæson af TV2’s seersucces ‘Toppen af Poppen’. Det afslører Billed-Bladet.

De foregående uger er navnene drypvist blevet afsløret.

Og nu kan den 25-årige sanger altså også begynde at lave egne versioner og forberede sig på at fremføre numre af de øvrige medvirkende. De andre kunstnere er Maria Bramsen, Mathilde Falch, Katinka Bjerregaard, Malte Ebert, Simon Kvamm og Alex Vargas.

Står bag titelmelodi til ‘Tinka og Kongespillet’

På trods af sine 25 år har Hjalmer været noget ved musikken – i mere end en forstand – i flere år. Han debuterede i 2017 med singlen ‘Hvis du går’ og stod bag titelmelodien til julekalenderen ‘Tinka og Kongespillet’.

Sidste år vandt han fire statuetter ved uddelingen af Gaffa-prisen for Årets Danske Udgivelse, Årets Danske Popudgivelse, Årets Danske Solist og Årets Danske Sangskriver.

Han er søn af folkeklenodiet Kim Larsen og medvirker også på hans album ‘Sange fra første sal’, som udkom efter den folkekære sangers død i 2018.

‘Toppen af Poppen’ blev vist første gang i 2011, og siden da har hver sæson budt på syv nye kunstnere, der fortolker hinandens musik på kryds og tværs.

Den kommende sæson bliver optaget på Mols og får premiere til efteråret.

Powered by Labrador CMS