Kjær og Harder er nomineret til Ballon d'Or

Pernille Harder og 19 andre er nominerede til at blive årets kvindelige fodboldspiller. Hun blev toer i 2018

Pernille Harder er blande de nominerede til den prestigefyldte pris.
Pernille Harder er blande de nominerede til den prestigefyldte pris.
Udgivet Opdateret

Landsholdsanfører Simon Kjær er blandt de 30 nominerede til prisen Ballon d'Or. Det meddeler France Football.

Hele artiklen er opdateret og skrevet op, efter at Simon Kjær er blevet nomineret. "hedder" er rettet til hæder i tredjesidste afsnit.

Både det danske herre- og kvindelandshold i fodbold har fået en spiller nomineret til den prestigefyldte fodboldpris Ballon d'Or.

Det meddeler France Football, som står bag prisen, i en række opslag på Twitter.

Hos herrerne er anfører Simon Kjær nomineret sammen med 29 andre. Han kan blive den første danske vinder af prisen som årets bedste mandlige fodboldspiller i verden.

Sammen med resten af landsholdet nåede han semifinalen ved sommerens EM-slutrunde, ligesom han har haft stor succes på klubplan med AC Milan.

Simon Kjær er blandt årets nominerede.
Simon Kjær er blandt årets nominerede.

32-årige Kjær skal slås med stjerner som Cristiano Ronaldo, Lionel Messi og nordmanden Erling Haaland om hæderen.

Pernille Harder, der er kaptajn for kvindelandsholdet, er blandt 20 nominerede hos kvinderne.

Også hun kan blive første dansker til at vinde den prestigefyldte pris som årets kvindelige fodboldspiller, som France Football lancerede i 2018.

Prisen blev dog ikke uddelt sidste år, hvor Harder ellers modtog en lang række priser, efter at hun havde været med til at vinde Bundesligaen og blev nummer to i Champions League-finalen med Wolfsburg.

Siden blev hun solgt til engelske Chelsea som den dyreste kvindelige fodboldspiller i historien.

I 2018 var 28-årige Harder tæt på at opnå den store hæder, men her løb norske Ada Hegerberg med prisen med Harder som toer.

Amerikanske Megan Rapinoe var modtager af prisen, da den senest blev uddelt i 2019. Hverken Hegerberg eller Rapinoe er nomineret i år.

Schmeichel blandt de 10 bedste

Fredag er det også blevet offentliggjort, at den danske landsholdskeeper Kasper Schmeichel er blandt ti nominerede til titlen som årets målmand.

Blandt konkurrenterne til prisen er den italienske EM-vinder Gianluigi Donnarumma, belgiske Thibaut Courtois og tyske Manuel Neuer.

29. november sættes der navne på alle prismodtagerne i Paris.

Powered by Labrador CMS