Klamt køkken: Kendt godsejerpar får ørerne i maskinen
Fødevarestyrelsen har givet Gram Slot en sur smiley samt en bøde for en række uhygiejniske forhold.
Der trænger til en alvorlig hovedrengøring i køkkenet hos restauranten på Gram Slot, hvor det kendte godsejerpar Sanne og Svend Brodersen blandt andet driver landbrug, hotel og restaurant.
Det gjorde der i hvert fald, da Fødevarestyrelsen var på kontrolbesøg den 15. marts.
Det afslører kontrolrapporten, der er spækket med anmærkning for dårlig rengøring og uhygiejniske forhold.
Klamt køkken
Der blev fundet madrester og mug adskillige steder i køkkenet.
– Opbevaringsbeholder til kartofler er beskidt, og der forefindes nullermænd og aktive spindelvæv flere steder i køkkenet. Området med grøntsager og vasketøj ses at være rodet og det
er Fødevarestyrlesens vurdering at køkkenet generelt trænger til en hovedrengøring, notorer Fødevarestyrelsens kontrollant blandt andet i rapporten.
Havde fået indskærpelse
Da Fødevarestyrelsen allerede havde givet indskærpelse for dårlig rengøring ved det forrige kontolbesøg den 31. januar faldt hammeren denne gang.
Gram Slot må hoste op med en bøde på 10.000 kroner, og finde sig i at have en sur smiley hængende til skue.
Slottet og godsejerparret er blandt andet kendt fra TV2-programmet Godsejerne.
Ejer: Vi lægger os fladt ned
Det er ikke lykkedes Newsbreak.dk at komme i kontakt med Svend Brodersen for en kommentar til sagen.
Men til Eb.dk fortæller han, at han er meget ærgerlig over sagen.
– Vi lægger os fladt ned. Det, der er sket, er helt uacceptabelt. Jeg tager det fulde ansvar. Vi vil have styr på tingene, men jeg har ingen søforklaringer, der kan forklare, hvordan det kunne ske. Det er ikke godt nok, siger Svend Brodersen til Eb.dk.
Han forsikrer, at køkkenet nu har fået en ordentlig hovedrengøring, og at der ikke har været problemer med fødevaresikerheden for stedets gæster på trods af problemerne med rengøringen i køkkenet.