Klar med ny komedieserie
Forfatter og filminstruktør Anders Morgenthaler er en af hovedpersonerne bag en ny dansk tv-serie om gaming
Find ud af, hvad du brænder for, og gå efter det, lyder rådene ofte. Om det er fra karriererådgivere, uddannelsessteder eller en helt tredje.
Og netop et sådan råd har hovedkarakteren i Viaplays egenproducerede komedieserie “Try Hard” tilsyneladende valgt at lytte til.
I serien, der har premiere den 16. maj, følger man nemlig den 24-årige Sebastian, som ikke har nogen uddannelse eller øjensynligt store talenter, men til gengæld er vild med og brænder for at spille Counter-Strike, lyder det i en pressemeddelelse.
Da han bliver smidt ud hjemmefra og skal finde noget at tjene penge på, giver han og kammeraterne sig i kast med at stable et Counter Strike-hold på benene i det, der bliver betegnet som Danmarks kedeligste provinsby.
Men selv om den professionelle gamerverden er blevet en millionforretning, og mange drømmer om en karriere inden for branchen, så kan det være lidt af en udfordring at gå efter stjernerne, når holdet mest består af gutterne fra den lokale internetcafé, lyder det i pressemeddelelsen.
Store navne blander sig
Serien er skabt af tegner og forfatter Anders Morgenthaler samt forfatter og skuespiller Allan Hyde.
I seriens hovedrolle finder man 30-årige Ari Alexander, der som 24-årig debuterede i filmen “9. april” og siden har medvirket i en række film og tv-serier som “Alfa”, “Doggystyle” og “Badehotellet”.
På listen over medvirkende er desuden skuespillernavne som Niclas Vessel Kølpin samt Sarah Boberg, Ditte Hansen og Gerda Lie Kaas – datter af Nikolaj Lie Kaas.
“Try Hard” består af otte episoder og får premiere på Viaplay den 16. maj. Alle otte episoder bliver tilgængelige på én gang.
Egentlig skulle premieren på komedieserien have fundet sted i 2020, men som så meget andet blev den skubbet som følge af coronakrisen.