Klar med ny musik

Shakin' Stevens er kendt for hoftevrid og rock'n'roll. Og en udødelig juleklassiker. Han har stadig gang i karrieren, selv om han lørdag den 4. marts fylder 75

Udgivet Opdateret

Han kunne ifølge dåbsattesten sagtens være gået på pension, og ben og hofter vrider sig nok ikke i samme tempo som tidligere.

Det frister dog ikke Shakin' Stevens, der stod bag store hits i 1980'erne.

Så sent som sidste år var han på landevejen med en stribe af koncerter, og om få måneder er han så klar med et nyt album.

Gik solo

Inden da kan Stevens med det borgerlige navn Michael Barrett dog fejre, at han lørdag den 4. marts fylder 75 år.

Allerede som teenager var der musik i ham, og han nåede at være forsanger i forskellige bands, inden han gik solo og brød igennem lydmuren.

Efter flere år på landevejen blev han i slutningen af 70'erne castet til at spille Elvis i en musical, og selv om bandet ventede, gik han bagefter solo.

Gjorde ham til stjerne

I 1981 ramte sangen "This Old House" toppen af hitlisterne og gjorde ham til en stjerne.

Sangen blev også et hit herhjemme, hvor den fik tankerne hen på Raquel Rastennis sang "Her i vores hus", som i årtier var en landeplage på "Giro 413".

"This Old House" var en ny version af et nummer, som amerikanske Stuart Hamblen skrev i 1954, og den inspirerede også til Rastennis sang.

Siden fulgte flere hits fra Shakin' Stevens som "Green Door" og "Oh Julie", der begge lå nummer et på de britiske hitlister.

En lang pause

Over 30 singler har han haft på de britiske top 40-lister.

Ofte sange, der bragte 50'ernes rock'n'roll og pop tilbage. Men mange danskere forbinder ham nok mest med noget helt andet.

Hvert år til jul er han tilbage i radioen med "Merry Christmas Everyone".

I 90'erne tog Shakin' Stevens en lang pause fra at indspille musik, og først i 2007 var han tilbage med et nyt album, inden der kom endnu et i 2016.

Farver fortsat sit hår

At musik betyder meget for ham, er mildest talt en underdrivelse.

Da han for nylig blev spurgt af The Guardian om, hvad han frygter mest, var svaret slet og ret en verden uden musik.

Her kunne han også fortælle, at han fortsat farver sit hår, som han fik for vane at gøre, da han i 70'erne skulle portrættere Elvis.

Barrett kom til verden som den yngste i en børneflok på 13 i Wales i byen Cardiff, hvis fodboldhold han trofast har holdt ved.

Han har tre børn med sin ekskone, men er nu gift med sin manager, Sue Davies. De bor i Buckinghamshire, England.

Shakin' Stevens blev i 2011 ramt af et hjertestop, mens han sov. Heldigvis fik hans kæreste ringet efter en ambulance. Her ses han under en koncert i Tyskland i 1993. (Arkivfoto).
Shakin' Stevens blev i 2011 ramt af et hjertestop, mens han sov. Heldigvis fik hans kæreste ringet efter en ambulance. Her ses han under en koncert i Tyskland i 1993. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS