Klar til mere galla og glamour
Spidserne i det officielle Danmark skal snart igen have fundet det stive puds frem
Spidserne i det officielle Danmark har dårligt nok nået at få gemt de fornemme kjoler, gallauniformer og kjolesæt gemt væk efter weekendens fejring af dronning Margrethes 50-års regentjubilæum.
Og nu kan de så småt godt begynde at finde det hele frem igen.
Festligheder vender tilbage
For efter tre års pause på grund af corona-pandemien vender både det kongelige nytårstaffel og nytårskurene nu tilbage.
Det meddelte kongehuset tirsdag.
Søndag den 1. januar afholder dronningen nytårskur- og taffel for regeringen, folketingets formand, repræsentanter for det officielle Danmark og Hoffet på Amalienborg.
I guldkaret gennem København
Tirsdag og onsdag den 3. og 4. januar er det så blandt andet højesteretsdommere, officerer fra forsvaret, det diplomatiske korps samt andre særligt indbudte, det gælder.
I forbindelse med arrangementet den 4. januar får danskerne også mulighed for at hilse på dronningen.
Her kører hun nemlig i guldkaret fra Den Kongelige Stald-Etat eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron fra Amalienborg til Christiansborg Slot kl. 9.10 og fra Christiansborg Slot og retur til Amalienborg kl. 13.30.