Klar til ny revy

To gange revy i Tivoli i hver sin ende af landet står der på programmet hos skuespilleren Carsten Svendsen

Udgivet Opdateret

Skæbnen ville, at Carsten Svendsen medvirker i to spritnye revyer i år.

Den 43-årige skuespiller er således på plakaten i Aarhus Revyen i Tivoli Friheden, der snart er færdigspillet, og så er han netop gået i gang med prøverne til Tivolirevyen i København.

Fælles for dem er, at der er tale om to gamle travere, hvor revytraditionen forsøges genetableret.

- Så jeg holder mig til forlystelsesparkerne, griner Carsten Svendsen, da kendte.dk møder ham ved pressemødet i Glassalen, hvor Tivolirevyen får premiere 1. juni.

Grobund for en herlig revy

- Nu skal vi ind og prøve teksterne af. Der er da grobund for en herlig revy, og så skriver jeg også selv på noget, fortæller Carsten Svendsen, der også har leveret tekster til flere af numrene i Aarhus Revyen.

- Så jeg håber at kunne snige min egen form for humor ind i det, lover han, der ikke stresser over opgaverne.

Classic Lisbet Dahl og James Price

- Nej. Der er tale om to forskellige hold og måder at gøre det på. I Aarhus er det en udpræget musikalsk revy, mens Tivolirevyen bliver en klassisk Lisbet Dahl og James Price-opsætning, fortsætter han.

- To forskellige universer, men med det samme præg af revy, som består af satire, bid og humor med tyngde, forklarer Carsten Svendsen, der naturligvis glæder sig over de nye revytiltag.

Gift i New York

- Jeg synes på ingen måde, at revyen er død. Tværtimod har den et stort potentiale. Det er en kunstart, som kan ses som en sommerspøg, men den kan også tage trykket af kedlen, fortæller han.

Privat blev han for nogle år siden gift med forestillingsleder Cecilie De La Prada på rådhuset i New York. Parret fik datteren Rosa, blev skilt, men fandt så sammen igen med status af kærester og samboende.

Carsten Svendsen stryger fra den ene revy i Tivoli til den anden i henholdsvis Aarhus og København. Han spiller i øvrigt rollen som Claus Ryskjær i tv-serien ’Dansegarderoben’, der fik premiere på TV 2 tidligere i år.
Carsten Svendsen stryger fra den ene revy i Tivoli til den anden i henholdsvis Aarhus og København. Han spiller i øvrigt rollen som Claus Ryskjær i tv-serien ’Dansegarderoben’, der fik premiere på TV 2 tidligere i år.
Powered by Labrador CMS