Klovn er ifølge anmelder den fineste form for inklusion
Den nye sæson af Klovn får en varm velkomst fra flere anmeldere, men Soundvenue savner udvikling hos Frank.
Den nye sæson syv af den danske tv-serie Klovn på TV2 modtages med fine anmeldelser.
Berlingske er vild med den ligesom Information, mens Soundvenue bedømmer serien mere uldent.
Episodetitler som “Det muslimske klaver” og “#metoo” får Berlingskes anmelder Kristian Lindberg til at “spænde sikkerhedsbæltet”.
– But no worries, Caspers og Franks fint afstemte pinligheder er præcis den form for satire, der kan punktere berøringsangsten.
– Hvis det endelig skal være, er denne form for satire jo faktisk den fineste form for inklusion, en muslim kan bede om, skriver Kristian Lindberg, der giver serien fem ud af seks stjerner.
Ingen stjerner eller hjerter
Information giver hverken stjerner eller hjerter, men det er tydeligt at se, at den nye sæson ifølge Information ser ud til at blive et hit.
– De første tre afsnit, jeg indtil videre har set, holder niveauet fra sidst, serien kørte, og hæver det måske endda en smule ved at sætte ambitionen om at være en ordentlig far på spil, skriver Lone Nikolajsen fra Information.
Avisen mener ikke, at der har betydet noget, at Jesper Rofelt har sat sig i instruktørstolen i stedet for Mikkel Nørgaard. Og Frank Hvam og Casper Christensen imponerer stadig.
Mangler udvikling
En anden mere ulden anmeldelse får serien på magasinet Soundvenues hjemmeside.
Hovedpersonen, Frank, mangler ifølge Soundvenue udvikling gennem serien.
– Frank har fået skæg, men er ellers stoppet med at udvikle sig, hvilket var fokus i filmene, hvor han skulle henholdsvis tilegne sig et farpotentiale og teste sit forhold til Casper, skriver Thomas Spejlborg Sejersen fra Soundvenue.
– Nu er han igen bare en klovn. Så ja, alt er ved det gamle. Og det er da godt, ikke? fortsætter han.
Casper har fået ny kæreste, og det modtages med blandede følelser hos Soundvenue.
– Casper har tabt sig siden 2015 og er blevet kæreste med Lene Nystrøm, der desværre er en let usjov norsk udgave af Iben Hjejle.
– Efter sigende forlod hun Søren Rasted, da han gik fra en buksestørrelse 52 til 54. Det er til gengæld sjovt, skriver Soundvenue, der giver serien tre ud af seks stjerner.