Knuser danskers store drøm

For andet år i træk har arrangørerne valgt at udsætte VM i Ironman på Hawaii. Sidste år endte det med at blive aflyst

Michelle Vesterby (th.) havde drømt om at deltage i VM i Ironman på Hawaii. Det er nu blevet aflyst
Michelle Vesterby (th.) havde drømt om at deltage i VM i Ironman på Hawaii. Det er nu blevet aflyst
Offentliggjort Sidst opdateret

VM i ironman på Hawaii er igen blevet udsat på grund af coronapandemien. Det oplyser arrangørerne, som har udsat begivenheden fra 9. oktober i år til 5. februar næste år.

Det legendariske triatlonstævne blev også udsat sidste år, og her endte det med at blive helt aflyst, da datoen i februar nærmede sig.

Danske Michelle Vesterby var en af de atleter, der havde trænet hårdt hele året for at dyste i Ironman på Hawaii, og hun er nedtrykt over beskeden fra arrangørerne.

- Jeg havde en drøm om at stå på det podium på Hawaii. At stå derovre med en toårig og have fået hele familiepuslespillet til at gå op havde jo været det fedeste, jeg ville kunne opnå i min karriere, siger Vesterby.

Ville gerne på podiet

Hun har en fjerdeplads som det bedste resultat på Hawaii, og det ville hun gerne overgå.

- Man er bare trist, ked af det og skuffet. Jeg er i mit livs form lige nu og føler, jeg har gjort rigtigt mange ting for at stå knivskarpt om syv uger.

- Det er jo så tæt på lige nu, at man er gået ind i de sidste forberedelser og har booket hotel og fly. Man er klar til det, siger Vesterby.

Som mor til toårige Markus har 37-årige Michelle Vesterby flere hensyn at tage ved siden af idrætslivet. Og hun havde ikke regnet med endnu en udsættelse igen i år.

- Jeg havde ikke drømt om, at coronaen også tog endnu et ironman på Hawaii. Vi var i den samme situation sidste år, og jeg stod ved en skillevej. Skulle jeg satse et år mere, før jeg skulle koncentrere mig om at være mor igen?

- Jeg besluttede mig for, at jeg skulle have lov til at gå efter det podium på Hawaii. Nu står jeg der, og jeg synes faktisk, at det var inden for rækkevidde, siger Vesterby.

Michelle Vesterby havde glædet sig til igen at dyste ved VM på Hawaii, men det er blevet udsat. Her ses hun på cyklen i 2018-udgaven.
Michelle Vesterby havde glædet sig til igen at dyste ved VM på Hawaii, men det er blevet udsat. Her ses hun på cyklen i 2018-udgaven.

Arrangørerne forklarer, at udsættelsen skyldes coronavirus og udbredelsen af den nye Delta-variant, der har medført grænselukninger og rejserestriktioner for kvalificerede atleter.

Lige nu planlægger arrangørerne at afholde to udgaver af Ironman på Hawaii i 2022. Det udsatte i februar samt et nyt i oktober.

VM i ironman på Hawaii byder på 3,86 kilometers svømning, 180,2 kilometers cykling og 42,2 kilometers løb.

Powered by Labrador CMS