Knuste kendishjerter: Disse danskere er gået fra hinanden

Flere danske kendispar er gået fra hinanden. Et har dog fundet sammen igen og skal nu giftes.

Ghita Nørby og Svenn Skipper blev skilt – igen – i 2018. (Foto: Scanpix)
Ghita Nørby og Svenn Skipper blev skilt – igen – i 2018. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

2018 går på hæld, og nogle går ind i det nye år alene.

For knap et år siden oplyste hjerteknuseren Burhan G. og psykologen Sarah Zobel i et nu slettet opslag på Instagram, at de var gået fra hinanden.

44-årige Sarah Zobel og 35-årige Burhan G. stod ellers frem som kærester i 2013 og blev i slutningen af 2015 forældre til sønnen Dallas.

Kærligheden brast også for Alexandre Willaume. Den 45-årige skuespiller oplyste på Instagram i sommer, at han skulle skilles efter 22 års forhold. Ifølge Se og Hør fandt han kærligheden igen i forretningskvinden Lillie Østergaard.

Skuespillerinden Ghita Nørby og komponisten Svenn Skipper gik også fra hinanden i år. I 2011 blev de skilt efter 27 års ægteskab. Parret fandt sammen igen, men gik fra hinanden igen tidligere i år.

En Vild med dans-deltager blev også single i år. Den tidligere bordtennisspiller Mie Skov, som vandt dansedysten i 2013, er nemlig flyttet fra badmintonspilleren Carsten Mogensen efter over fem års forhold og et barn sammen.

Det fortalte Mie Skov til Ekstra Bladet tidligere i december.

For næsten et år siden oplyste det danske kendispar Irina Olsen og dj’en Faustix, at de brød forlovelsen og gik fra hinanden. Ifølge parret skyldtes det Faustix’ misbrug af alkohol.

Parret kom over krisen og fandt sammen igen. I november faldt den 29-årige dj så på knæ for den 31-årige mediepersonlighed, som han har datteren Allessia på tre år med.

Powered by Labrador CMS