Kobe Bryant hyldet af Grammy-stjerner

Kobe Bryant mistede søndag livet i et helikopterstyrt nær sin gamle hjemmebane, hvor grammyshowet afholdes.

Offentliggjort Sidst opdateret

Grammyuddelingen blev natten til mandag dansk tid indledt med en hyldest til basketball-legenden Kobe Bryant, der søndag mistede livet i en ulykke.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Artiklen fortsætter efter videoen

Tidligere hjemmebane

Prisuddelingen afholdes på Staples Center i Los Angeles, som var Kobe Bryants tidligere hjemmebane.

Ikke langt herfra styrtede en helikopter ned få timer før showet, hvilket kostede 41-årige Kobe Bryant, hans 13-årige datter Gianna og syv andre mennesker livet.

– I aften er for Kobe, sagde popstjernen Lizzo, da hun gik på scenen for at åbne grammyshowet med sangene “Cuz I Love You” og “Truth Hurt” til stående bifald fra salen.

Verden har mistet en helt

Sangerinden Alicia Keys, der er årets grammyvært, indledte derefter showet med endnu en hyldest til den afdøde basketballstjerne.

– Vi føler alle en stor sorg lige nu, fordi Los Angeles, USA og hele verden tidligere i dag mistede en helt, sagde hun.

– Vi står bogstaveligt talt her, knuste, i det hus, som Kobe Bryant byggede, fortsatte hun med henvisning til, at showet blev afholdt på Bryants tidligere hjemmebane.

Kobe Bryant spillede i to årtier for holdet Los Angeles Lakers, som hører til på Staples Center.

Efterfølgende fik hun selskab af bandet Boyz II Men på scenen. Sammen opførte de en a capella version af sangen “It’s So Hard to Say Goodbye”, som var dedikeret til Bryant.

Powered by Labrador CMS