Komiker bliver 50
Lasse Rimmer er en del af en skare af entertainere, der i 1990'erne hævede barren for komik. Men faktisk kunne han være blevet præst. 26. marts fylder han 50
Han kan vel efterhånden kaldes en veteran i underholdningsbranchen.
Lasse Rimmer, der igennem de sidste 25-30 år har været vidt omkring i dansk showbiz, fylder 50 år den 26. marts, og han har opbygget et heftigt cv, der tæller titler som tv-vært, radiostemme, manuskriptforfatter og naturligvis stand up-komiker.
Egentlig kunne han være endt i en noget anden branche og blevet præst. Lasse Rimmer fortalte i 2007 til BT, at han som teenager overvejede at gå teologiens vej ligesom moderen.
Blev hurtigt lagt mærke til
Præst blev han ikke. Til gengæld kastede han sig altså over komikken. Han optrådte og skrev for en række kolleger og kom på den legendariske Cafe Din's i København i 1990'erne, hvor mangt en dansk komikerspire foldede sig ud.
Lasse Rimmer var sjov. Meget sjov. Med sit drengede ansigt, talegaverne i orden og en god portion selvironi blev han hurtigt en skikkelse, folk lagde mærke til.
Det var formentlig optrædener på Cafe Din's, der gjorde, at Casper Christensen tog kontakt til Lasse Rimmer. Han havde en idé til et nyt program. Det blev til "Casper og Mandrilaftalen", som blev sendt i 1999, og som foruden Rimmer og Christensen også havde Frank Hvam og Lars Hjortshøj som bærende kræfter.
Vidt omkring
Et syret, satirisk show, hvor intet var forbudt eller for skørt, og hvor de unge komikere kastede sig ud i at spille alverdens mulige og umulige roller.
Programmet, ofte bare omtalt som "Mandrillen", gjorde folkene bag landskendte og åbnede for alvor dørene i branchen.
Lasse Rimmer har været vidt omkring siden da. Efter "Casper og Mandrilaftalen" blev han vært på "Jeopardy", og siden er han fortsat i en lang række tv- og radioformater, ligesom han jævnligt har lavet stand up.
Fandt kærligheden igen
Rimmer kan ud over sine mange eventyr udi underholdningsgenren kalde sig Danmarks - formentlig - klogeste komiker. I 2005 fik han målt sin IQ til at være 156 i et program på TV 2.
Han danner par med Line Hoffmeyer. Et forhold, der er blevet heftigt dækket i medierne.
Faktisk har de været gift, men blev siden skilt. Et brud, der tog hårdt på komikeren, har han fortalt.
Efterfølgende har de dog fundet kærligheden igen og er i dag kærester.
Rimmer har to børn fra et tidligere forhold.