Komiker om svimlende skattegæld: - Min egen skyld
Lasse Rimmer skylder millioner i skat, fordi han er et rodehoved, siger han i podcast ifølge Se og Hør
Sjusk og ikke snyd har ført til, at komikeren Lasse Rimmer skylder millioner af kroner i skat.
Det fortæller han ifølge Se og Hør selv i et afsnit af podcasten "Elefanten i rummet", som han har sammen med kollegaen Andreas Bo, på Podimo.
- Der er ikke noget forsæt i det her. Jeg har bare ikke betalt min skat til tiden, lyder det fra Lasse Rimmer, der kalder sig selv for et rodehoved og en klovn.
Udlæg i både hus og bil
I en artikel fra Ekstra Bladet fremgår det, at gælden løber op i 4,1 millioner. Som konsekvens har Lasse Rimmer måttet foretage udlæg i både hus og bil.
Komikeren, der blandt andet er kendt som vært for TV 2-programmet "Stormester", forklarer, at gælden dels består af ubetalt skat fra de seneste 12 år samt strafrenter.
Skal nok overleve
Han vurderer, at det kommer til at tage ham tre år at få styr på de røde tal.
- Det skal jeg nok overleve. Det er min egen skyld. Men der er nogle ofre, siger han ifølge Se og Hør.
Kommer til at knokle
Huset er blandt andet sat til salg, og overskuddet derfra ryger til Skat, fortæller Lasse Rimmer, der samtidig understreger, han kommer til at knokle for at slippe af med gælden.
- Det kommer til at betyde, at jeg står med et stort rundt nul, 15 år før jeg gerne vil gå på pension. Men jeg kunne have betalt mere i skat, så var jeg ikke stået i den her situation, lyder det fra den kendte komiker, skriver Se og Hør.