Komiker skal være far igen
Rasmus Wallbridge og realitydeltageren Malene W. Lagerbon venter en søn
Endnu en lille Wallbridge-baby er på vej.
Komikeren Rasmus Wallbridge skal være far for anden gang.
Det afslører han i et opslag delt på det sociale medie Instagram.
Vi glæder os
- Jeg skal være far igen, og det bliver en lille dreng. Kæft, hvor er vi glade, og vi glæder os sindssygt meget til at møde ham her til juni, jubler den kendte komiker, der danner par med realitydeltageren Malene W. Lagerbon.
Makkerskab
Fra et tidligere forhold har Rasmus Wallbridge en søn på syv.
Rasmus Wallbridge, der blandt andet har studeret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er især kendt for makkerskabet med 'Vild med dans'-værten Martin Johannes Larsen.
Mødte Malene
Sammen har de blandt andet lavet sketchshowet "Wellington Special" på DR2 og showet "Vil I se vores smukke navler?".
Det var faktisk igennem makkerskabet med Martin Johannes Larsen, at Rasmus Wallbridge mødte sin Malene.
Tidens reality-tv
I 2022 blev Malene W. Lagerbon inviteret med i Rasmus Wallbridge og Martin Johannes Larsens podcast "Tændt!", som centrerer sig om tidens reality-tv, hvor de vurderer aktuelle programmer og deltagere.
Den eneste ene
Malene W. Lagerbon har nemlig deltaget i DR-programmet "Vild kærlighed", hvor singler skal flyde sammen på en tømmerflåde ned ad en flod i Sverige i håbet om at finde den eneste ene.
Senere på året
Den eneste ene fandt hun dog først efterfølgende takket være programmet. Og nu kulminerer kærligheden i en lille søn senere på året.