Komikerveteran: De unge er bedre til at hjælpe hinanden

Komikeren Thomas Hartmann ser en positiv udvikling i komikermiljøet.

– Folk siger, jeg er en af de ældre komikere, men jeg føler mig stadig som en af de nye drenge i klassen, siger Thomas Hartmann. Foto: Simon Skipper/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Selv om stand-up-comedy i dag er en indgroet del af dansk kultur, er kunstformen blot få årtier gammel i vores land.

Særligt i 1990’erne blomstrede genren, og lige midt i det kulturelt sprudlende årti, debuterede den populære komiker og manuskriptforfatter Thomas Hartmann på Café Bizarro på Amager.

– Folk siger, jeg er en af de ældre komikere, men jeg føler mig stadig som en af de nye drenge i klassen, siger Thomas Hartmann.

Selv om “Science Faction”-komikeren ikke anser sig selv som værende blandt de gamle komikere, har han dog godt set, at der er kommet et skred i måden, komikerne på den danske scene behandler hinanden på i forhold til dengang, han selv var helt grøn i faget.

– Fight Club-generationen, der bestod af folk som Torben Chris, Elias Ehlers og Simon Talbot, startede en omgangsform, hvor de var meget mere tilbøjelige til at hjælpe hinanden. Inden de skulle konkurrere med hinanden, sad de og hjalp hinanden med jokes og materiale, siger Thomas Hartmann og fortsætter:

– Det har smittet af, så sådan er det i hele vækstlaget indenfor dansk comedy nu. Folk hjælper hinanden så meget, som de overhovedet kan slippe af sted med. Det er en positiv udvikling, siger han.

Dengang Thomas Hartmann havde sin spæde start på scenen, så virkeligheden ikke sådan ud.

– Vi var konkurrenter. Man havde en eller to gode venner og kolleger. Mine var Jacob Tingleff og Anders Matthesen, siger komikeren, der også lavede showet “Bytte Bytte Købmand” med den populære komiker og gamle ven Anders Matthesen.

Det er dog ikke den eneste ændring, som Thomas Hartmann peger på.

– Der er kommet en langt større stilmæssig spredning. De minder mindre om hinanden, både i fremtoning og i comedy-stil, siger comedyikonet og fortsætter:

– Det er noget jeg tror, kommer markedet til gode, for publikum kan shoppe mere efter noget, der falder i deres smag, siger Thomas Hartmann.

/ritzau/FOKUS

Powered by Labrador CMS