Kommende præsident og vicepræsident hædres

Sammen står Joe Biden og Kamala Harris for genoprettelse og fornyelse, skriver det amerikanske magasin Time.

Årets Person i Time Magazine 2020: USA’s kommende præsident, Joe Biden, og hans vicepræsident, Kamala Harris. Foto: Scanpix/Kevin Lamarque. KLIK for mere.
Årets Person i Time Magazine 2020: USA’s kommende præsident, Joe Biden, og hans vicepræsident, Kamala Harris. Foto: Scanpix/Kevin Lamarque. KLIK for mere.
Offentliggjort Sidst opdateret

USA’s næste præsident, Joe Biden, og hans vicepræsident, Kamala Harris, er blevet kåret som “Person of the Year” af det amerikanske magasin Time.

Det afslører magasinet tidligt fredag morgen dansk tid.

Artiklen fortsætter under videoen. 

De to demokratiske politikere blev valgt foran blandt andre sundhedsarbejdere i frontlinjen under coronapandemien, USA’s ledende ekspert i infektionssygdomme, Anthony Fauci, bevægelsen for racelighed i USA og nuværende præsident Donald Trump.

På magasinets forside er et billede af 78-årige Biden og 56-årige Harris med titlen: “Forandrer USA’s historie”.

– Sammen står de to for genoprettelse og fornyelse, og USA købte, hvad de sælger. Efter den højeste valgdeltagelse i et århundrede samlede de 81 millioner vælgere, og der tælles stadig, skriver Time på sin hjemmeside.

– Det er det højeste antal stemmer i præsidenthistorien og overgår Trumps stemmer med omkring syv millioner.

Time begrunder samtidig kåringen med, at Joe Biden tager covid-19-krisen “meget, meget alvorligt”.

Ifølge magasinet har Biden forpligtet sig over for Kamala Harris på samme måde, som daværende præsident Barack Obama gjorde det med Joe Biden som vicepræsident.

Biden har således besluttet, at Harris skal være den sidste person i lokalet sammen med ham efter møder, således at vicepræsidenten kan blive konsulteret om alle store beslutninger.

Time fremhæver også, at Biden og Harris kommunikerer hver dag via telefonopkald eller sms’er, ligesom at Harris også er kommet med på råd angående valg til administrationen.

Diktatorer

Time har uddelt den årlige pris som Årets Person siden 1927.

Den første person, der blev kåret, var amerikaneren Charles Lindbergh i 1927. Han fløj samme år som den første solo over Atlanterhavet.

Blandt tidligere kåringer er Adolf Hitler (1938), Josef Stalin (1939 og 1942), Martin Luther King (1963) og dronning Elizabeth II (1952).

Oprindeligt var der tale om en kåring af Man of the Year (Årets Mand), men i 1999 blev navnet ændret til det kønsneutrale Person of the Year.

Titlen betegner en person, en gruppe, et land, en organisation eller en idé, der har sat et markant præg – positivt eller negativt – på året, der gik.

Tidligere torsdag kårede magasinet basketballspilleren LeBron James som årets atlet for hans præstationer på og uden for banen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Den 35-årige Los Angeles Lakers-spiller blev hyldet for sit arbejde med at bekæmpe undertrykkelse af sorte vælgere ved præsidentvalget, mens han også vandt sin fjerde NBA-titel.

Powered by Labrador CMS